Slut med speciallavet mad til kræftsyge børn

Odense Universitetshospital vil spare madmor væk på afdeling med kræftramte børn.

6-årige Tilde Hartung-Struer fik konstateret kræft i juni 2018. Her ses hun med sin far Casper Hartung-Struer, da hun var indlagt på OUH (Foto: PRIVATFOTO)

Det er slut med at tage særlige hensyn til kræftramte børns mad, når de er indlagt på afdeling H2 på Odense Universitetshospital (OUH).

H2 er en afdeling på H.C. Andersen Børnehospitalet, som behandler børn og unge for forskellige kræftformer.

Ledelsen har besluttet at spare afdelingens køkken væk fra 1. marts i år, og fremover vil børnene udelukkende få serveret mad fra hospitalets centralkøkken.

Ked af spareøvelse

Casper Hartung-Struer er far til Tilde på seks år. Det sidste halve år har hans datter været indlagt på kræftafdelingen af flere omgange, og han er ked af sygehusledelsens spareøvelse.

- Når der er mad fra centralkøkkenet om aftenen, har hun stort set ikke lyst til den. Den er kedelig og uappetitlig.

Tilde fik konstateret kræft i juni 2018. Familiens sommerferie blev til fire uger på afdeling H2 på OUH og kemobehandlinger til datteren. Behandlingerne gav sår i munden, og hun havde ikke lyst til mad.

- Men når man er på afdelingen i løbet af dagen, og der dufter dejligt fra køkkenet, så bliver børnene nysgerrige. De spørger deres madmor, hvad de skal have at spise. De kommer med ønsker til mad, som hun kunne lave næste dag. Hun har en relation til børnene, og det gør bare, at min datter har mere lyst til at spise, siger Casper Hartung-Struer.

Da man i sin tid valgte at beholde et lokalt køkken på afdelingen, var det netop af hensyn til de indlagte børns behov og de birvirkninger, der følger med en kemobehandling.

Men fremover har afdelingen ikke økonomi til at have køkkenmedarbejderen ansat.

- Det er dyrt at have en medarbejder gående, som hver dag skal ud i Netto og købe ind, og tilbage i afdelingen og lave mad, gøre rent og vaske op, fortæller Marianne Skytte Jakobsen, der er ledende overlæge på afdelingen.

Derfor vil man på afdelingen nu hægte sig på centralkøkkenets ordning.

- Sygehuset har jo et centralkøkken, som fungerer, og hvor man har som ambition at lave god og ernæringsrigtig mad både til børn og voksne, siger hun.

Lukning giver flere bekymringer

Men beslutningen foruroliger Lasse Jessen, hvis datter for tre måneder siden blev indlagt på OUH.

Han frygter, at forløbet vil give flere bekymringer, når man lukker køkkenet på afdelingen.

Lasse Jensens datter, Gry Spangsberg Jessen, er tre år og har leukæmi, og i tre måneder har hun mere eller mindre boet på afdeling H2.

Ligesom alle andre forældre bekymrer han sig for, om hans datter får nok at spise. Særligt i denne tid, hvor Gry er indlagt og ikke har meget appetit.

3-årige Gry Spangsberg Jessen med sin far Lasse Jessen. Gry gik konstateret leukæmi i efteråret 2018 (Foto: PRIVATFOTO)

- Den sidste måned har hun ikke spist særligt meget, men da hun fik lyst til mad, kunne Gry og Mette (Grys mor. red) gå ud til køkkenet og finde noget, hun ville have. Så da Gry spiste igen, sendte Mette et billede af hende til mig, hvor der stod: "Lige nu græder jeg". Så det betyder bare noget, at man kan gå ud og finde noget mad, når hun har lyst til det. For lige om hjørnet venter en ny behandling, fortæller Lasse Jessen.

Vil have røg i køkkenet

Nu har lukningen også fået politisk opmærksomhed. Der skal stadig være røg i køkkenet på afdeling H2, mener regionrådsmedlem Villy Søvndal (SF). Derfor har han bedt om at få køkkenlukningen på dagsordenen på sundhedsudvalgets møde den 29. januar i Region Syddanmark.

- Når man har at gøre med kræftramte børn, der har kvalme på grund af behandlingen. Der har nedsat appetit og måske har sår i munden, så er der brug for særlig opmærksomhed omkring maden, siger han.

Og det vækker optimisme hos Casper Hartung-Struer, der håber, at opmærksomheden i sidste ende vil holde gryderne i kog på afdelingen. For ham er køkkenet mere end bare hjemlig hygge.

- Hvis der endelig skal spares penge, så er det måske bedre at spare på maden end på behandlingen. Men hvis børnene får den rigtige ernæring, og får de noget godt at spise, så er der bare færre gener og færre bivirkininger, og så kommer de sig også bedre.

Men formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul Erik Svendsen, vil endnu ikke svare på, om han vil omstøde beslutningen. Han har bedt ledelsen på Odense Universitets Hospital om yderligere oplysninger.

- Jeg har ikke fået alle oplysninger om denne her sag, og det er det, jeg beder om. Når jeg tager beslutninger, så vil jeg gerne have, at alle oplysninger er oplyst, siger han.

Facebook
Twitter