Småøer blomstrer op om sommeren: Vil lokke folk på besøg - og få dem til at blive

Festivaler og kulturdage lokker folk til småøerne, og øboerne er vilde med det.

Æblehaven på Skarøfestivalen, hvor koncerterne bliver spillet. Her til en koncert med C. V. Jørgensen under festivalen i 2018. (Foto: Jesper Borup)

Familiehøjskole på Anholt, musikfestival på Avernakø, Omø Kulturdage, DGI idrætslejr på Agersø, Lovestorm-dag på Fejø og meget, meget mere.

Der er nok af tillokkende arrangementer på de danske småøer – især henover sommeren.

Faktisk så mange, at man kan tale om en opblomstring af initiativer på småøerne, mener Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

- Vi ser flere og flere initiativer på festivalområdet med musikdage og arrangementer i løbet af sommeren. Og i kølvandet på det kommer der også spisesteder og små cafeer, siger Dorthe Winther, der selv bor på Omø.

Bag de mange arrangementer ligger der ofte en klar strategi, mener formanden.

- Vi vil gerne vise vores ø frem. Det handler om at så et frø i hovedet på de folk, som kommer på vores øer, og vise dem, at det faktisk også er muligt at bo, leve og arbejde på en lille ø, siger Dorthe Winther.

Udsolgt på under ét minut

Et af de seneste ø-initiativer er den årlige musikfestival på Avernakø, Avernax, som til august afvikles for tredje år i træk.

- Man skal have en festival på Avernakø for at få nogle flere mennesker herover, for at give øen et boost og for at få øen sat på landkortet, siger Mikkel Mortensen, som er en af medarrangørerne af Avernax.

Strategien med at bruge festivalen til at skabe interesse for ølivet har de også haft i beboerforeningen på Avernakø, fortæller Laura Storm, som er med i beboerforeningen.

- Vi har i beboerforeningen haft nogle tanker om, hvordan man kan forsøge at tiltrække de her festivalgæster. Men det er ikke sådan, at man bare lige besøger en festival, og så køber man et hus, og vi har ikke særlig mange huse til salg, siger hun.

Beboerforeningen har dog længe arbejdet på at få nye byggegrunde til salg på øen, og her kan beboerforeningen få glæde af festivalen.

- Vi har snakket med Avernax om at bruge deres platform til at reklamere for et par byggegrunde, og det er de meget villige til at hjælpe os med, siger Laura Storm.

Under festivalen oplever Laura Storm også en stor interesse for ølivet fra festivalgæsterne.

- Det spørgsmål, jeg får mest, er helt klart, hvordan det er at bo herovre, hvordan det er at være herovre om vinteren og hvordan det er at være børnefamilie herovre, siger hun.

  • - Det er megadejligt herude i vandkanten, siger Laura Storm, der til dagligt bor på Avernakø med sin familie. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)
  • Avernakø set fra havet. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)
  • Under Avernax er der blandt andet en lille scene ude i vandet, hvor de mindre bands optræder. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)
1 / 3

Samarbejde mellem øboere og folk udefra

Avernax er arrangeret af en flok venner, som igennem en årrække er kommet på Avernakø, og en af arrangørerne har netop selv købt sommerhus på øen.

Og det er typisk, at det er folk, der har en tilknytning til øerne, som får iværksat arrangementerne.

- Øboerne gør det selv, og der kommer folk udefra og er med til at lave det i samarbejde med øboerne, siger Dorthe Winther, formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer.

Målet med Avernax var i første omgang at holde en havefest for de nærmeste venner, men det udviklede sig til en festival, der i dag rummer 600 gæster, og som blev udsolgt på under ét minut, da årets billetter blev frigivet i november.

- Jeg tror, at det handler om den intimitet, der er, og den ro, folk føler, når de kommer herover. Lokationen er bare helt fantastisk, siger medarrangør Jacob Stadil.

- Vi elsker Avernakø helt i ind hjertet, siger Jacob Stadil, der her ses på havnen på Avernakø. Han er medarrangør af Avernax. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)

Unikt og mere intimt

Lasse Bekker er arrangør af Skarøfestivalen og selv en af de 30 fastboende på Skarø. Han er enig i, at en ø-festival kan noget helt særligt. Han mærker også et øget fokus og interesse fra folk på fastlandet efter at være med.

- Det er en fuldstændig unik ramme at træde ind i. Man er sammen på en helt speciel måde.

Og for at bevare det unikke er det vigtigt at holde ø-festivalen i en lille skala, mener Lasse Bekker.

- Vi skal ikke være flere end 1.500 mennesker, selvom der var udsolgt sidste år, og der er udsolgt igen i år. Det skal være en lille ting, og det skal være på øens præmisser, siger han.

Succes med restaurant på Lyø

Samme interesse oplevede tre unge københavner-kokke på Lyø sidste år.

I mandags genåbnede de Café Lyø for fjerde sommersæson, og det har været en stor succes.

- Jeg håber måske, at der kommer lidt flere skyer på himlen i år, end der var sidste år, for det var godt nok utroligt, hvor mange mennesker der endte med at komme over på Lyø, siger Alexander Stjøstrøm, som er en af forpagterne af Café Lyø.

  • Urs Fiedler (tv.) og Alexander Sjøstrøm (th.) er to af de tre forpagtere, som har drevet restauranten Cafe Lyø siden 2016. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)
  • Kokken Urs Fiedler gør den første store portion kartofler klar til Cafe Lyøs pomfritter, som tit er meget populære. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)
  • Pizzaovnen kan rumme tre pizzaer af gangen og står ude på terrassen, så Urs Fiedler får gået en del ture i pendulfart mellem køkken og pizzaovn i løbet af en sæson. Inden opstart skulle den brændes igennem med grene og kviste. (Foto: Anne Mette Dam Thrane - DR Fyn)
  • Café Lyø ligger circa 20 minutters gang fra færgen. (Foto: Anne Mette Dam Thrane - DR Fyn)
1 / 4

Restauranten har kun åbent i sommerhalvåret, hvor der strømmer mange turister til øen, men i beboerforeningen på Lyø vil man gerne have udvidet åbningstiderne.

- Det ville være fint, hvis caféen kunne holde åbent hele året med nogle små arrangementer for eksempel nogle små intime koncerter med lækker mad, siger Barbara Strøm-Baris, der er bestyrelsesmedlem i beboerforeningen på Lyø.

Barbara Strøm-Baris er glad for at bo over for Café Lyø, hvor hun har et Bed & Breakfast. Tit sender hun sine gæster over på Café Lyø for at smage på de populære pomfritter. (Foto: Anne Mette Dam Thrane - DR Fyn)

Øboerne bakker op

For at det kan lykkes at stable arrangementer på benene, er det altafgørende, at de fastboende bakker op.

- Hvis vi ikke havde øboernes opbakning til festivalen, var der ikke nogen festival. Vi er afhængige af, at de synes, det er en god idé. De ser det som en positiv ting for øen, fordi den skaber noget omtale for de små øer, siger Jacob Stadil fra Avernax.

Det er en af beboerne helt enig i.

- Jeg synes, det giver noget liv på øen. Det er dejligt med nogle mennesker herovre. Den her glæde, som hele festivalen summer af, er rigtig dejligt at få ind på øen. Vi øboere hjælper til, hvor vi kan. Der kan være nogle, der har bagt en kage, eller som hjælper med at pille det hele ned igen, fortæller Laura Storm.

At øboerne er behjælpelige kom tydeligt til udtryk på Avernakø sidste år.

- Sidste år blev Avernakø ramt af en lille storm under festivalen, og mange gæster mistede deres telt; men når der opstår problemer, viser øen sig fra sin bedste side, fortæller Mikkel Mortensen.

Mikkel Christoffersen er ansvarlig for mad og drikke på Avernax. På billedet ses han med sin søn, Max, foran deres sommerhus, som familien bor i meget af sommeren. (Foto: Anne Mette Thrane - DR Fyn)

Inden for kort tid lå folk i diverse lader og forsamlingshuset og blev indlogeret forskellige steder.

Logistikken er det sværeste

Arrangementer på småøer er charmerende - men de kan også være udfordrende.

- Det er fantastisk besværligt at fragte en festival til en lille ø med en lille færge, som vi samtidig skal deles med Drejø om uden at træde dem for meget over tæerne, så det er den største udfordring, siger Lasse Bekker fra Skarøfestivalen.

Også forpagterne af Café Lyø mener, at logistikken er den største udfordring.

- Hvis dine varer kommer klokken 14, så skal du have tid til at hente tingene (på havnen, red.), og i en travl hverdag skal man medregne den slags små besværligheder, siger Alexander Sjøstrøm.

Giver noget tilbage

Men det er ikke kun øboerne, der hjælper arrangørerne med at få de forskellige begivenheder i mål, også arrangørerne forsøger også at give noget tilbage til øerne.

Til Avernax har styregruppen købt elværktøj for 100.000 kroner, som de har fået af Albanifonden, til op- og nedtagning af festivalpladsen.

- Så skal vi ikke låne det ude i byen. Tanken med det er, at det skal benyttes på Avernakø året rundt, så beboerne også kan få glæde af det, siger Jacob Stadil.

Samtidig forsøger Avernax-styregruppen at handle lokalt.

- Nogle af de råvarer, der bliver produceret herovre på øen, køber vi og bruger, fortæller Mikkel Christoffersen, som er ansvarlig for mad og drikke under Avernax, og fortsætter:

- Vi har også en lille drøm om at lave cider her fra øen, og det betyder også, at vi skal lave noget i den mellemliggende periode (hvor der ikke er festival, red.), fordi æblerne jo først er modne til september. Og så er det en proces, hvor vi skal have inddraget øboerne, siger han.

Facebook
Twitter