Solceller bliver en vigtig del af stort byggeri

Solceller skal producere strøm til byggeriet af Nyt OUH i Odense og i fremtiden til store dele af driften, når hospitalet står færdigt.

Solceller som disse kommer til at fylde en stor del på det kommende universitetshospital i Odense. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Jonas Skovbjerg Fogh)

9.400 skriveborde. Det svarer nogenlunde til de 23.500 kvadratmeter areal, der til efteråret bliver fyldt med solceller ved det store byggeri, der bliver til det nye Odense Universitetshospital.

Solcellerne skal producere strøm til selve byggeriet, men også til hospitalet, når det står færdigt i slutningen af 2022.

At det blev solceller og ikke vindenergi eller bølgeenergi, der skal drive en stor del af Nyt OUH, som stedet hedder, er langt fra tilfældigt, fortæller Kenneth Holm, der er projektchef for byggeriet.

- Vi har fundet ud af, at solceller for os og vores beliggenhed er den mest omkostningseffektive form for vedvarende energi, siger Kenneth Holm.

Solcellerne kommer til at levere strøm, der svarer til at dække en tredjedel af byggeriets behov og en femtedel, når hospitalet står færdigt og er i brug. Kenneth Holm er mere end godt tilfreds med antallet af solceller, de er landet på.

- Vi mener, at vi har fundet det rigtige niveau for vedvarende energi. Det er jo en beslutning og en præmis for Nyt OUH, at vi ikke bare skal leve op til de energikrav, der gælder i dag, men også de krav, der gælder i 2020, fortæller Kenneth Holm.

Solceller er populære som aldrig før

Nyt OUH er langt fra de eneste, der har taget solcellerne til sig som energikilde.

Det statsejede selskab, Energinet, oplyser, at husejere installerer solceller som aldrig før. De vurderer, at antallet af solcelleanlæg i Danmark vil blive femdoblet over de næste 25 år.

Jørgen Siø Pedersen fra Tåsinge på Sydfyn er en af de husejere, der er i fuld gang med at dække sit tag med sorte solceller, som på afstand ligeså godt kunne være almindelige tagsten. Han fortæller, at det var en let beslutning at tage, da det betaler sig både økonomisk og miljømæssigt.

- Jeg synes, det er en oplagt mulighed at få solceller. På sigt kan de litiumbatterier, der driver solcellerne, holde i 20 år, samtidig med at man kan fastfryse en del af elprisen og mit forbrug. Så det kan godt betale sig økonomisk, fortæller Jørgen Siø Pedersen.

Han er langt fra den eneste, der får solcelleanlæg installeret i hjemmet. En opgørelse fra 1. maj i år viser, at der er knap 100.000 anlæg tilsluttet det danske energinet.

Facebook
Twitter