Somalisk familie er fanget i limbo: Må hverken arbejde eller modtage ydelser

Udlændingeordfører vil have to ministre til at se på sag fra Nyborg.

47-årige Abdisalan Hussein nåede at arbejde som taxachauffør i et år. Han blev tvunget fra sit arbejde i november 2018. Hverken ham ellers hans familie må arbejde eller modtage støtte. (Foto: Henrik Mikaelsen)

Sagen om en somalisk familie fra Nyborg, der hverken må tage job eller modtage sociale ydelser, havner nu på bordet hos to ministre.

Familien Hussein har en verserende asylsag i Flygtningenævnet, og der kan gå op til halvandet år, før der er en afklaring.

Mens sagen behandles, må de gerne blive boende i Nyborg, og familiens skolebørn har ifølge folkeskoleloven krav på undervisning.

- Det er meget frustrerende ikke at få lov til at bidrage til samfundet. Vi er blevet taget godt imod her i Danmark, men nu sidder vi bare herhjemme. Jeg føler mig som en handicappet, siger 47-årige Abdisalan Hussein. Han nåede at arbejde et år som taxachauffør i Nyborg, før han i november blev tvunget til at sige sit arbejde op.

Hans kone, Safia, har bestået et AMU-kursus, så hun kan arbejde som rengøringsassistent. Ifølge Abdisalan Hussein drømmer hustruen om at få arbejde på et af Nyborgs strandhoteller.

Lovgivningen taler ikke sammen

Det er udlændingeloven, som forhindrer forældrene i at arbejde og modtage sociale ydelser. Derfor lever familien af penge, som indsamles af lokalbefolkningen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) slår fast, at den somaliske familie selv har ansvaret for den nuværende situation.

- Når man får inddraget sin opholdstilladelse eller har en verserende asylsag, skal man som udgangspunkt flytte på et opholdscenter for at komme under Udlændingestyrelsens forsørgelse. Vælger man at blive boende i kommunen, så mister man retten til forsørgelse fra den danske stat - også selv om man har krav på undervisning, skriver ministeren til DR.

Hun vil undersøge, om der er behov for opstramninger, "så vi sikrer, at reglerne understøtter et effektivt udsendelsregime".

Billigere at lade dem arbejde

Ifølge Alternativets udlændingeordfører Carolina Magdalene Meier er det kun rimeligt, at familien har ret til en form for forsørgelse.

- Når børnene må gå i skole, mens deres sager behandles, så skal de selvfølgelig også have noget at leve for, siger hun.

Hun bakkes op af De Radikales folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen, der har fulgt sagen tæt. Han så allerhelst, at forældrene fik lov til at arbejde.

- Det ville være det billigste for alle parter, siger Rasmus Helveg Petersen.

Carolina Magdalene Meier har sendt skriftlige spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og undervisningsminister Merete Riisager (LA).

- Jeg har bedt dem om at finde en løsning på det problem, som de har imellem sig, når to forskellige lovgivninger ikke taler sammen.

Facebook
Twitter