Michael Schou fra Odense har en noget fredeligere tilværelse som anæstesilæge end kollegerne på sygehusene.
Men hverdagen med bedøvelse af børn, der skal have fjernet mandler og polypper, kan snart blive skiftet ud med en hektisk periode på en intensivafdeling og alvorligt syge coronapatienter.
- Jeg havde ingen betænkeligheder. Det her er en ekstraordinær situation, og så er det min pligt, hvis der er brug for mig, siger han.
Sammen med knap 500 andre privatpraktiserende speciallæger har han sagt ja til at træde til på sygehusene for at behandle de mange coronasmittede patienter, som kan få brug for intensivbehandling i de kommende uger.
Det er Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), der har spurgt sine medlemmer, om de vil tilbyde deres assistance, hvis det bliver nødvendigt.
Knap 700 af dem har svaret, og 493 har altså bekræftet, at de er klar til at forlade deres egen klinik og træde ind i en midlertidig ansættelse på et sygehus.
'Jeg tænkte på mine kolleger på sygehusene'
Foreningens formand Kirsten Ilkjær vil gerne sende et tydeligt signal til dem, der sidder og planlægger beredskabet - så de ved, at de kan tælle de praktiserende speciallæger med fra start.
- Vi ønsker at være solidariske med vores kolleger på sygehuse. Derfor er det rigtig flot, at så mange med så kort varsel har meldt sig klar til at rydde kalenderen og være en del af det her, siger hun.
Sidste torsdag landede spørgeskemaet i de praktiserende speciallægers digitale postkasser med en svarfrist tirsdag.
Selv om anæstesilæge Michael Schou ikke var forberedt på at blive spurgt, kunne han se, hvor det bar hen. Særligt situationen i Italien, hvor sygehusvæsenet har været ved at kollapse, sprang i øjnene.
Som anæstesilæge er det meget sandsynligt, at han står i første række, hvis der bliver brug for de praktiserende speciallæger.
- Jeg tænkte på mine kolleger på sygehusene og særligt på intensivafdelingerne og kunne se, hvor hurtigt det udviklede sig. Derfor tænkte jeg, at det også kunne komme til at berøre mig, siger han.
Mor, far og to børn
Han fik hurtigt talt med sin kæreste, der selv er sygeplejerske, men nu underviser kommende sygeplejersker. Hun er også klar til at bidrage på sygehusene, selv om de har to små børn.
- Så må vi se, om vi kan bruge bedsteforældre eller overveje, om vi skal tage imod et nødpasningstilbud. Mon ikke vores børn nok skal tilgive os det engang? forklarer Michael Schou.
Han forventer, at han med en kort forberedelse vil kunne gå ind og hjælpe på intensivafdelinger, hvor han også tidligere har arbejdet.
- Jeg har været i faget så mange år, at jeg kender det. Jeg har set alle patientkategorier og har ikke glemt, hvordan man passer alvorligt syge patienter, fortæller han.
Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), forventer, at sygehusene får brug for de praktiserende speciallæger.
- Derfor er det fantastisk at høre, at så mange af dem har lyst til at træde til, siger hun og opfordrer dem til at melde sig i regionernes jobbanker.
Danske Regioner indgik onsdag en aftale med Foreningen af Speciallæger.
Den gør det muligt for både praktiserende speciallæger, praktiserende læger og også pensionerede læger at kunne gå direkte ind på hospitalerne og arbejde som læger på timelønsbasis.