Ukrainekrigen har fået danske virksomheder til at hamstre stål

Krigen i Ukraine betyder usikkerhed på stålmarkederne.

Hos virksomheden Fyns Smedejerns Trapper har de købt stål for en million kroner mere end normalt, siger direktør Alan Plehn Holm. (Foto: © Trine Søgaard Rødkær, DR)

Produktionsvirksomheder hamstrer stål, som var det toiletpapir under corona.

Sådan lyder det fra både virksomheder og distributører.

Siden krigen i Ukraine begyndte, har der nemlig været usikkerhed på stålmarkedet med blandt andet høje priser og lang leveringstid. For en del af det stål, der bliver brugt i EU, kommer fra Ukraine og Rusland.

Virksomheden Fyns Smedejerns Trapper er blandt dem, der har købt meget mere stål, end de plejer.

- Vi ville ikke have købt så meget stål ind, hvis ikke det var, fordi vi har den situation, som vi er blevet advaret om. Det er helt sikkert, siger direktør Alan Plehn Holm fra Fyns Smedejerns Trapper.

Han fortæller, at virksomheden på grund af usikkerhed har indkøbt stål for en million kroner mere, end de ellers ville have gjort.

- Det er simpelthen for at kunne levere de ordrer, vi har inde nu. Vi har en del større ordrer, som vi skal have afviklet inden for de næste tre måneder, siger direktør Alan Plehn Holm.

Stålgrossist: Nok stål til de fleste projekter

Hos Tibnor, der sælger og distribuerer stål, kan de også mærke, at mange virksomheder for tiden hamstrer stål.

Det fortæller Søren Pliniussen, der er salgschef hos den odenseanske stålgrossist.

- Vi oplever næsten dagligt hamstring eller forsøg på hamstring. Vi prøver at imødegå det på den måde, at vi holder os til vores faste kunder og de normale køb, som vi tidligere har set, siger Søren Pliniussen.

Ifølge ham frygter virksomhederne, at de ikke vil kunne få fat på den stål, de skal bruge i den kommende tid.

Men han regner med, at knapheden kun kommer til at gælde for nogle få stålprodukter, mens det stadig vil være til at få fat i de fleste typer stål.

- Det er et meget mere nuanceret billede end blot mangel, for der er visse produkter, der kan være lange leveringstider eller sågar knaphed på. Men generelt burde der være stål nok til de fleste projekter, siger salgschef hos Tibnor Søren Plinussen.

DI: Kan forsinke skoler, plejehjem og din egen tilbygning

Alligevel kan underdirektør hos Dansk Industri Elly Kjelms Hove godt forstå, at virksomhederne garderer sig og køber mere ind end normalt.

- Det kommer til at påvirke dig og mig, hvis vi ikke kan få lavet vores ombygning eller tilbygning, eller hvis skolen og plejehjemmet ikke kan blive færdig til tiden, siger Elly Hjelms Hove.

- En anden konsekvens kan være, at man har nogle kontraktlige forpligtelser, hvor man får en sanktion, hvis man ikke leverer til tiden, siger hun.

Elly Kjelms Hove fortæller, at cirka 20 procent af den stål, vi bruger i Danmark, kommer fra Rusland.

Dansk Industri har en forventning om, at markedet snart vil stabilisere sig, og at det derfor ikke er nødvendigt at hamstre.

- Det er vigtigt at huske, at vi er i en helt speciel situation med krig, og forhåbentlig vil markedet falde på plads, når man har fundet nogle nye leverandører, siger Elly Hjelms Hove.

Hos Fyns Smedejerns Trapper er de bevidste om, at hamstringen kan være med til at gøre usikkerheden og prisudviklingen endnu mere ustabil. Alligevel ser direktøren ikke anden udvej.

- Problemet er, at vi køber ind til noget, som vi har i ordrer. Så vi handler lidt hurtigere for at være sikre på at kunne leve op til de kontraktlige forpligtelser, vi har, siger direktør Alan Plehn Holm.