Storebælt flyder med containere og bananer efter skibskollision

Anker fra det ene skib har revet siden op på det andet, fortæller DR Nyheders reporter.

To handelsskibe stødte sammen cirka 30 kilometer nord for Storebæltsbroen i morges. Foto: Siv Hastrup Steffensen

Hvad der var årsagen til, at to skibe stødte sammen på Storebælt i morges, vides ikke endnu.

Men nu er de to skibe væk fra sejlruten, og situationen er under kontrol, skriver forsvaret på Twitter.

Den endelige årsag til sammenstødet findes først senere.

Forsvarets Operationscenter fik anmeldelsen ved 6.30-tiden, hvor de to skibe, et containerskib og et handelsskib, kolliderede cirka 30 kilometer nord for Storebæltsbroen.

Ved kollisionen tabte containerskibet nogle containere over på det andet skib, hvorefter den ene container brød i brand. Ilden blev hurtigt slukket, og ingen kom til skade.

  • Foto: Siv Hastrup Steffensen
  • Foto: Siv Hastrup Steffensen
  • Foto: Siv Hastrup Steffensen
  • Foto: Siv Hastrup Steffensen
  • Foto: Siv Hastrup Steffensen
1 / 5

I øjeblikket bliver der hevet containere op af vandet, fortæller DR Nyheders reporter på stedet.

- Der bliver bjærget 24 kilos kasser med bananer, siger Siv Hastrup Steffensen.

- Vi kan se, at ankeret fra det ene skib under kollisionen flænsede det andet skibs side op. Kæden med ankeret er revet over, fortæller hun.

Midt- og Vestsjællands Politi er ombord og i gang med at undersøge skibene nu.

Ifølge Forsvaret kan skibe sejle sikkert gennem Storebælt igen.

- Skibene styres manuelt. Så ligesom der sker uheld på vejene, så sker de også til søs. Det man skal huske på er, at sådan nogle skibe manøvrerer langsomt. Så når man først er på kollisionskurs, skal man reagere i god tid, sagde vagtholdsleder Ole Theill i Forsvarets Operationcenter tidligere i dag.

Facebook
Twitter