Stort fald i brugen af tvang i psykiatrien i Region Syddanmark

Med en tidligere indsats, samtale og ansvar, er det lykkes Region Syddanmark at mindske brugen af tvang i psykiatrien.

Med samtale og ansvar som kodeord, er det lykkedes for Region Syddanmark at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien betragteligt. (Foto: Thea Bjørn)

Det er sidste udvej.

Sådan beskriver man på Odense Universitetshospital (OUH) brugen af bæltefiksering.

Derfor er Lene Granhøj, der er oversygeplejerske på børne- og ungepsyk., OUH, glad for, at det er lykkedes at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien i Region Syddanmark.

- Jeg er stolt af det, som vores mobilteam har opnået, for det har givet nogle meget bedre forløb, og nogle af de unge mennesker, som har været i det her tilbud har fået nogle bedre liv, siger hun.

I 2016 havde de 188 bæltefikseringer. Det svarer til 3-4 om ugen.

I første halvår af 2018 var det tal nede på 18 i alt.

Der er dog stadig plads til forbedring, mener Lene Granhøj, der har et klokkeklart mål.

- Jeg er helt sikker på, at det kan lykkes endnu mere, så vi slet ikke behøver at bæltefiksere. Det er ambitionen, siger hun.

Ansvar og samtale

Nedgangen i bæltefiksering er sket uden at forbruget af medicin er steget.

Ifølge Jim Schoubou Scherning, der er koordinator for mobilteams på børn- og ungepsyk., OUH, er årsagen klar.

- Vi er ude ved de unge tidligere, end vi har været før. Tidligere kom man til psykiatrien, når man havde behov for hjælp, forklarer han.

I stedet for piller er kodeordene samtale og ansvar.

På sygehuset har man lavet såkaldte mobilteams, hvor personalet kører hjem til de unge selv, og gennem samtaler og støtte får de unge mere indflydelse på deres liv. På den måde kan de søge hjælp inden det går galt og ender med tvang.

Og effekten er tydelig, mener Jim Schoubou Scherning.

- Jeg kan se, at de unge mennesker blomstrer, når de får ansvar og får mulighed for at arbejde med det, der er rigtig svært, fortæller han.

I videoen nedenfor kan du møde Mette Andreasen. Hun er 20 år og en af de patienter, der har mærket den positive udvikling på egen krop.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.