Stort skunklaboratorium er afsløret i Odense

Skunklaboratorium var bygget op inde i en 700 kvadratmeter stor lagerhal.

To mænd er anholdt, og de skal fremstilles i grundlovsforhør tirsdag. Arkivfoto (Foto: Politiet)

Fyns Politi har anholdt to mænd på 31 og 34 år for fremstilling og salg af skunk. Mændene blev anholdt mandag, efter at politiet havde fået et tip om en større skunkproduktion i en lagerhal på Middelfartvej i Bolbro i det vestlige Odense.

Skunken blev dyrket inde i en 700 kvadratmeter stor lagerhal, hvor politiet fandt omkring 2000 skunkplanter. Inde i lagerhallen var der bygget flere små lokaler, som blev brugt til skunkproduktionen, og andre lokaler var ved at blive gjort klar til produktion.

Det er et af de største fund, Fyns Politi har gjort i en skunksag.

- Det er både professionelt og organiseret, så man vidste udmærket godt, hvad man havde med at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Langdal til DR P4 Fyn.

De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag, og politiet har ikke planer om flere anholdelser lige nu.

Facebook
Twitter