Superliga-klub skriver kontrakt med computerspiller

Som den første superligaklub i Danmark har OB hyret en professionel computerspiller.

21-årige Lasse Bækkelund er lige nu nummer 4 i Danmark i computerspillet Fifa. Nu har han fået kontrakt med OB, der som den første superligaklub herhjemme, også har en esport-spiller i stalden. (© www.ob.dk)

De er vant til at købe spillere, der kan spille fodbold på grønsværen. Men nu har superliga-klubben OB også skrevet kontrakt med en spiller, der spiller fodbold på computeren.

OB præsenterer i dag Fifa-spilleren Lasse Bækkelund som ny spiller i klubben. Bækkelund får trøje nummer 44, og han skal repræsentere OB i alle de konkurrencer, han deltager i.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af OB, siger Lasse Bækkelund, der håber, at hans nye kontrakt også kan være med til at give esporten herhjemme en blåstempling.

Lasse Bækkelund er Danmarks fjerde bedste Fifa-spiller.

Han håber, at han blandt andet kan lære noget omkring det mentale spil fra sine nye klub-kammerater. Omvendt håber Lasse Bækkelund også, at han kan give OB’s brand endnu en dimension med computerspil.

OB: Naturligt at gå ind i eSport

Med samarbejdsaftalen med 21-årige Bækkelund bliver OB den første superliga-klub i Danmark, der også investerer i spillere inden for esport.

Det er dog en tendens, der længe har været i udlandet, hvor blandt andre storklubberne West Ham, Valencia FC og Schalke 04 inden for det seneste år har købt computerspillere og ligefrem hele hold, der dyster i esport-ligaerne.

- Der er ingen tvivl om, at esport er hastigt på vej frem, og vi vil gerne medvirke til, at Odense kommer til at spille en betydelig rolle. Derfor er det naturligt for os at gå ind i esport, når vi samtidig har et spændende fynsk talent, som vi tror på kan udvikle sig til noget stort, siger Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB.

Første kamp for Lasse Bækkelund i OB-trøjen bliver formentlig den danske kvalifikation til det uofficielle VM i Fifa, som finder sted i Paris senere på året.

Facebook
Twitter