Susanne mistede sin søn: Nu gør hun sorgen til sin levevej

I 2009 dødfødte Susanne Holm en søn. I dag har hun en virksomhed, hvor hun bruger sine erfaringer med sorg til at hjælpe andre.

Susanne Holm bruger egne erfaringer for at hjælpe folk gennem deres sorg. (© www.intercom.nu)

- Det er så meningsløst at miste et barn. Så jeg havde behov for, at det skulle have en betydning for mit liv, at min dødfødte søn havde været der.

Susanne Holm fødte i 2009 en dødfødt søn. Det var i den sidste uge op mod hendes termin, og alt så fint ud. Men pludselig kunne hun ikke længere mærke liv i maven. Derfor tog hun sammen med sin mand på sygehuset, hvor de kunne konstatere, at hendes søn var død.

- Jeg går i en form for chok. Det er en meget voldsom besked at få fra lægen. Jeg får taget blodprøver, og der sker en masse omkring mig, men jeg kan egentlig ikke rigtig huske noget af det, siger hun.

Barnet skulle fødes naturligt, og alt foregik egentlig som ved en normal fødsel, fortæller Susanne Holm.

- Jeg får ham op på maven. Vi får taget hånd- og fodaftryk, og han bliver vejet og målt. Vi giver ham tøj på, og bedsteforældrene kommer forbi for at se ham. Alt var egentlig helt normalt, bortset fra at han hverken skreg eller trak vejret, siger hun.

Havde brug for hjælp

Efterfølgende fulgte begravelsen og alle de praktiske gøremål. Men Susanne Holm havde rigtig svært ved at få sorgen bearbejdet. Derfor meldte hun sig som frivillig i 'Landsforeningen Spædbarnsdød' for at få hjælp.

- Når jeg tænker tilbage, så er jeg sikker på, det var dem, der fik mig til at klare den her kæmpe sorg, som det er at miste et barn. Det var det, jeg godt ville give videre til andre, og interessen for det blev kun større og større, fortæller hun.

Derfor tog Susanne Holm grunduddannelse inden for sorg og kommunikation, og tilbage i juni startede hun sin egen virksomhed med navnet om-sorgen.dk. Her hjælper og rådgiver Susanne Holm andre med at komme igennem sorgen.

Det er meget forskelligt, hvordan hun hjælper folk. Det kan være alt fra en gåtur i skoven, et besøg på kirkegården eller terapiform, hvor der bruges hunde. Men vigtigst af alt er snakken, og Susanne Holm gør meget ud af at skabe et rum, hvor der er plads til sorgen. På den måde kan hun bedst give folk de redskaber, der skal til for at komme ud af sorgen.

Normalt at bruge egne erfaringer

Det ikke usædvanligt, at det er personlige erfaringer og livsændrende begivenheder, der giver afsæt til at blive selvstændig, fortæller iværksætter-konsulent i Odense Kommune, Randi Trabjerg.

- Der er faktisk en del, der har noget livserfaring med i bagagen, som de tænker, de gerne vil dele ud af til andre. Kunne det så gå hen og blive en forretning, så kunne de gøre det til en levevej at dele ud af sine erfaringer, fortæller hun.

Men selvom det er meget normalt, så var det dog noget af en udfordring for Susanne Holm pludselig at skulle forlange penge for at hjælp andre, fortælle hun.

- Jeg synes virkelig, det har krævet at pakke dynen rundt om mig selv og sige, at det er helt okay at tage honorar for det, jeg kan, siger hun.

Der er ikke nogen tal for, hvor mange iværksætter-virksomheder, der bygger på personlige erfaringer, men i følge iværksætter-konsulent i Odense Kommune, Randi Trabjerg er det flest kvinder, der bruger det som afsæt til at starte op selv.

For Susanne Holm har arbejdet ændret hendes liv.

- Det er så meningsløst at miste et barn. Derfor havde jeg behov for, at det fik betydning for mit liv, at min dødfødte søn havde været der. Og med det her arbejde har det jo virkelig fået betydning, siger hun.