Svend Lings anker sin dom for hjælp til selvmord

Den tidligere overlæge Svend Lings har valgt at anke den betingede dom på 40 dages fængsel.

Svend Lings har valgt at anke sin dom på 40 dages betinget fængsel. (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

I sidste uge blev den pensionerede læge Svend Lings idømt 40 dages betinget fængsel for i to sager at have medvirket til selvmord.

Den dom har han netop besluttet at anke.

- Jeg håber at blive frikendt, for jeg har bare benyttet mig af ytringsfriheden. Hvis jeg ikke må benytte mig af ytringsfriheden i et demokratisk samfund, så forstår jeg ingenting. Jeg har sådan set kun sagt det samme til folk, som jeg har lagt ud på nettet i manualen, forklarer Svend Lings.

Han ønsker at få testet grænsen for, hvornår det er strafbart at rådgive om, hvordan man kan begå selvmord.

- Det er et gråzoneområde, for der er ikke nogle klare fortilfælde, der viser, hvor grænsen går mellem at rådgive folk og hjælpe dem med selvmord. Det er dommerens skøn, som det ser ud nu, siger han og fortsætter:

- Er det ved selvmord strafbart at fortælle folk, at de kan gå ud på en bro eller op på et tårn og springe ud, eller skal man køre dem derhen? Skal man være til stede og hjælpe en, der hænger sig med at binde et reb om halsen, eller er det nok at fortælle dem hvilke piller, de skal tage?

Har indstillet aktiviteter

Dommen blev afsagt den 26 september. Siden da har Svend Lings lagt sine aktiviteter på hylden.

- Nu er jeg dømt og kan ikke rådgive folk længere. Der ringer stadig folk til mig hver eneste dag. To, fire sommetider flere, der spørger om, hvilke medikamenter de skal tage. Det må jeg ikke sige noget til. Nu afviser jeg dem, og det har jeg det meget dårligt med, forklarer han.

Tilbage i maj kom Svend Lings for alvor i vælten, da han i rollen som formand for foreningen "Læger for aktiv dødshjælp" lagde en manual op på internettet.

Her kunne man få konkrete løsninger på, hvordan man kunne tage sit eget liv.

Det medførte massiv kritik fra flere foreninger. Blandt andet udtalte formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkøbing:

- Det er en meget, meget alvorlig sag. Jeg vil gerne tage skarp afstand fra det, han har gjort. Det er en farlig vej at gå. Og det er dybt kritisabelt. Jeg er bange for, at det her betyder, at folk, der kunne have været hjulpet, tager deres eget liv.

Den kritik tager Svend Lings dog med ro.

- Lægeforeningen er bare en fagforening. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har fastslået, at selvmord er en menneskeret. Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan være forkert at hjælpe et svagt og lidende menneske. Derfor føler jeg, at det er en moralsk pligt at hjælpe dem, så godt jeg kan, siger han i dag.

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår ankesagen starter.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.