Thea smiler med lukket mund: Tusindvis af børn står i til at bøjle

Flere venter i årevis. Kommuner og tandlægeforening råber minister op.

Flere børn kan ikke komme til specialtandlæge i rette tid, fordi der ikke er hænder nok. (Foto: Charlotte Flyvbjerg)

Konfirmationskjolen sidder, som den skal. Håret er sat fint op hos frisøren, og kirken er veloverstået. Der er bare et problem: Thea Ørum Olesen på 14 år presser læberne sammen på alle billederne.

Hendes hjørnetænder sidder forkert, og hun har dybt- og saksbid. Sidste år blev hun indstillet til tandregulering, men fordi ventetiden er lang, har hun allerede ventet i halvandet år.

'Der er et skolebillede af mig på AULA, hvor jeg smiler med mine tænder. Jeg hader, at andre får lov til at se det,' fortæller Thea Ørum Olesen. (Foto: privat foto)

- Det er nærmest blevet en vane for mig at grine med en hånd for munden, når jeg er ude blandt andre, fortæller Thea og fortsætter:

- Hver gang mine venner tager et billede af mig, hvor man kan se mine tænder, så beder jeg dem om at slette det.

Hun er langt fra den eneste, der skal være tålmodig. På Fyn er Thea en del af de 2.100 børn, som skal vente i årevis. Nogen venter måske to år. Måske tre år. Måske fire år.

3.000 københavnske børn står i samme situation. Ifølge Tandlægeforeningen er der problemer i mange danske kommuner.

Ventelisterne vokser. Det var fremme allerede i 2016, at masser af børn tålmodigt ventede på at få en tandregulering, og nu er problemet kun vokset.

Simpel tandregulering kan ende i operation

Selvom Thea Ørum Olesen ikke kan lide at vise sine tænder frem, så er der langt større konsekvenser at finde. For eksempel kan børnenes tænder løsne sig og falde ud.

Hør specialtandlæge Pia Vagner give et eksempel på en 13-årig dreng, hvor det kunne være gået helt galt:

Specialtandlæge Pia Vagner fortæller, at der er flere eksempler på, hvor børn ikke får hjælp i tide, fordi ventelisterne er så lange.

Tjek selv, hvordan den 13-årige drengs tandsæt kom til at se ud:

Her kan du se en 13-årig drengs kranie før og efter tandregulering. Han havde formodentlig mistet sine fortænder, hvis han var kommet bag i køen. (Foto: TRCF © TRCF / Foto: TRCF © TRCF)

Det er børn og unge, som har brug for velfungerende mund og tænder. Det handler altså ikke om udseende.

- Det kan i værste tilfælde give skader i kæbeled eller tandvævet. Derfor er det yderst vigtigt, at børnene på venteliste kommer til i rette tid, så de ikke får nedsat funktion i mund og kæbe i fremtiden, forklarer Irene Lund, overtandlæge i Center for Tandpleje Odense.

Irene Lund fortæller, at de har tre stole i gang ad gangen. Det minder om en fabrik, men på den måde kan de spare tid og dermed hjælpe flere børn. (Foto: Mette Hjerrild Pedersen)

Tandlægeforeningen mener, at det bliver dyrere for samfundet, hvis specialtandlægerne fortsætter, som de gør nu:

- De tager de mest akutte børn først, og så håber de, at der ikke er nogen børn, der kommer i klemme. Men i yderste konsekvens kan det betyde, at en helt almindelig tandregulering, som ikke bliver udført, kan blive til en omfattende operation i voksenlivet, siger formand Susanne Kleist.

Forening: Uddan flere specialtandlæger

Tandlægeforeningen har de seneste syv år kæmpet for, at politikerne ville se og løse problemet, lyder det fra Tandlægeforeningens formand.

Nu forsøger de endnu engang at sige deres bud på en løsning højt: Uddan flere specialtandlæger.

Her viser Thea Ørum Olesen et billede fra sin konfirmation, hvor hun står sammen med sin far. (Foto: Mette Hjerrild Pedersen)

Hvis der bliver uddannet en til to bøjletandlæger mere, så kan de komme ventelisten til livs.

Men den bider sundhedsminister Magnus Heuniche (S) ikke på. Det fremgår af et høringssvar fra ministeren, som ikke mener, at problemet er lige så stort i fremtiden. I svaret den 9. september skriver han:

"Jeg kan imidlertid oplyse, at der ikke er afsat finansiering til øget dimensionering af specialtandlægeuddannelsesforløb i ortodonti."

Senest har Kommunernes Landsforening og Tandlægeforeningen sendt et bekymringsbrev til Sundhedsstyrelsen:

"KL og Tandlægeforeningen frygter, at det vil gå ud over børn og unges mundsundhed, hvis der ikke uddannes flere bøjletandlæger."

Hjemme i Odense håber 14-årige Thea Ørum Olesen, at hun ikke er voksen, før hun får bøjle på.

- Jeg har generelt dårligt selvværd på grund af mine tænder, og hvis jeg skal vente længe, er jeg bange for, at det bliver værre.

Facebook
Twitter