Hen over de fem år, hvor byggeriet af broen stod på, blev Danmark ramt af flere isvintre.

Helt op til 23 frostgrader blev der målt. Men selvom Lillebælt frøs til is flere gange, skulle jernbetonen støbes, fordi byggeriet var forsinket.

Arbejdet var svært at udføre med stive læderhandsker, så flere af arbejderne bandt jern uden handsker.

Poul Andersen var en af de jord- og betonarbejdere, som bogstaveligt talt frøs fast på byggeriet. Hænderne sad plantet på jernet og var urokkelige, indtil en af de andre, unge knægte kom med vand.

- Jeg stod der helt hjælpeløs, indtil de kom med vand. Ellers havde jeg revet al huden af fingerspidserne. Vi skulle nok ikke binde jern, når det var så koldt, men byggeriet var jo forsinket.

Vandet virkede, og jernet slap langsomt grebet om Pouls fingerspidser, så han kunne arbejde videre.

- Vi havde et lille uheld, fortæller ingeniør Arne Rosenkvist.

Hundredvis af gange havde kæmpe motordrevne trillebøre, som hedder dumpere, kørt hen over de skæve brædder fyldt med beton. Men denne gang gik den ikke.

- Hvor er din dumper?, spurgte Arne Rosenkvist sin kollega.

- Dernede, sagde han og pegede ned i dybet.

- Lad lortet ligge, lød det fra Arne.

Men så let var det ikke. Tilsynet kom forbi og skældte 'hr. Rosenkvist' ud, som fik udpenslet, at der stod i kontrakten, at arbejderne ikke måtte forurene Lillebælt.

Så det betød, at Arne måtte have fat i Falck og dykkerne. En krog på dumperen, og så blev den hevet langsomt op.

- Heldigvis var det 1,5 ton beton skyllet ud i Lillebælt, så vi ikke også skulle have hevet det op, griner han.

- Er der nogen, der har talt med arbejdstilsynet?, lød det fra arbejdsformanden.

- Det har jeg.

- UD!

Steffan Herrik spurgte ind til arbejdsmiljøet og blev derefter fyret.

- Det var fint nok. Jeg kan jo se, at dem jeg arbejdede sammen med dengang, de er døde.

Han arbejdede inde i broen og målte maling, hvor rummet var fyldt med sandstøv, slibestøv og sprøjtemiddel. Nogle gange arbejdede de uden udsugning, og der trak Steffan stikket.

Generelt var arbejdssikkerheden ikke god. 'Brobisserne', som arbejderne blev kaldt, havde det første lange stykke tid ikke arbejdstøj eller arbejdshandsker. De fik en hjelm, men ingen sikkerhedsliner.

Manglen på sikkerhedsudstyr endte med flere faldulykker, som kostede tre mænd livet.

De unge arbejdere havde meget sjovt på toppen af broen. De dansede, hyggede sig og så løb de om kap. Men ikke bare et normalt kapløb på den betonstøbte bro. I stedet løb de i hovedkablets sider på de spinkle, skæve brædder.

- Vi var nogle drengerøve, og så skulle vi se, hvem der kunne komme først til toppen. Det gyngede lidt, men vi var jo unge og udødelige. Den var nok ikke gået i dag, siger Steffan Herrik.

Og en dag gik den heller ikke længere.

Ti mand væltede og faldt ud i nettet på siden. De lå hulter til bulter og musestille. De troede ikke, at det tynde net ville holde. De frygtede, at de om få sekunder ville styrte ned i havet.

Heldigvis kunne mændene kravle op. Ingen døde den dag. Og ingen løb om kap igen efter den oplevelse.

Der blev opført en tilskuerpavillon på fynssiden til alle dem, der kom fra nær og fjern for at følge med i byggeriet af Danmarks første hængebro.

- Det var en kæmpe begivenhed, og det var et spektakulært byggeri, siger museumsinspektør Søren Lau Hermansen fra Middelfart Museum.

Under hele forløbet var danskerne meget nysgerrige, og en uge før den officielle indvielse mødte 200.000 op.

De gik hen over den 1,7 kilometer lange bro, hvilket blev kaldt for "Bromarchen."

Arbejdet med at færdiggøre broen foregik helt indtil indvielsen. Den var knap færdig, da marchen fandt sted, så flere fik maling på tøjet, da de gik over.

I julen 1969 hængte Monberg Thorsen en kæmpe, oplyst julestjerne op under broen. Julestjernen var fire meter høj og kunne ses fra de nærtliggende byer.

Det var arbejderne, der syntes, at broens naboer skulle have noget smukt at se på. Så de tog selv initiativet til at få den op.

De var taknemmelige for at arbejde på broen.

- Selvom det kun var et halvt år af mit arbejdsliv, så var det det mest interessante job, jeg nogensinde har haft, siger Arne Rosenkvist, der havde ansvaret for broens beton.

Ingeniørstuderende spørger stadig ind til byggeriet, familien elsker røverhistorierne derfra, og børnebørnene kender Den ny Lillebæltsbro som "Bedstefars bro".

Siden er det gået op for de arbejdere på broen, som DR har været i kontakt med, at de var med til at skrive historie. Uden at tænke over det.

I dag kører der cirka 80.000 biler over broen dagligt. Dengang kostede broen 265 millioner kroner at bygge. Det svarer til cirka 2 milliarder kroner i dag.