Tiltalt for 14 brande: 41-årig ville brænde politistation af

Den tiltalte mand er tidligere kendt af politiet, og disse anholdelser gjorde ham rasende, fortæller han i Retten i Odense.

Den 41-årige er mentalundersøgt, og anklager Jakob Thaarup fortæller, at den tiltalte er socialt mistilpasset og til tider voldelig. (Foto: Dr Fyn © DR FYN)

En 41-årig mand nægter sig skyldig i de i alt 14 påsatte brande, han er tiltalt for at stå bag.

Det kom frem i Retten i Odense i dag, der i denne og næste uge behandler sagen om de mange påsatte brande, der fandt sted i Odense og omegn sidste år.

Den 41-årige er kendt af politiet og er tidligere blevet dømt for tyveri, røveri, vold og trusler, men aldrig for ildspåsættelse.

Den tiltalte fortalte i dag i retten, at disse anholdelser gjorde ham rasende på politiet. Han fortalte, at han ville brænde politigården ned, men turde ikke, fordi han var bange for at blive skudt.

Den 41-årige er mentalundersøgt, og anklageren Jakob Thaarup fortæller, at den tiltalte er socialt mistilpasset og til tider voldelig.

Samtidig lider han af ADHD og hævder selv, at hans stærke medicinering gør, at han ikke kan huske noget.

De 14 påsatte brande, som den 41-årige er tiltalt for, er blandt andet på Restaurant Bondestuen, Odense Roklub, en spejderhytte og Dalum Idrætsforening.

Samtidig er den 41-årige også tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod en kvinde på en terrasse i bydelen Dalum i november sidste år. Det var denne sag, der ledte politiets opmærksomhed mod den 41-årige mand.

På terrassen blev der fundet dna, som pegede mod den tiltalte mand.

- Samme aften, som kvinden anmeldte blufærdighedskrænkelsen, var der to brande i samme bydel. Derfor så vi en mulig sammenhæng, fortæller anklager Jacob Thaarup.

Skaderne efter brandene løber op i mere end 23 millioner kroner.

Jacob Thaarup kræver mindst fire års fængsel. Retslægerådet kan komme til konklusionen, at den tiltalte skal i forvaring eller have en behandlingsdom. Retslægerådet forventes at komme med en udtalelse næste mandag.

I morgen fortsætter retssagen i Retten i Odense.

De 14 brande i og omkring Odense:

  • 15. august - Odense Roklub

  • 31. august - Let-Køb

  • 31. august - Spejderhytten Frederiksminde

  • 19. oktober - Let-Køb

  • 26. november - Dyreklinik

  • 26. november - Fodklinikken

  • 10.-12. december - Dyrup Kirke/FDF spejderhus

  • 11.-13. december - Plantas

  • 13. december - DHG's klubhus

  • 16. december - 3x34

  • 18. december - Dyrup Kirke/FDF spejderhus

  • 22. december - Restaurant Bondestuen

  • 26. december Karvil Biler

  • 13. februar 2016 - Dalum Idrætsforening

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter