Tinderbox festival er klar med årets program: "Måske det bedste, vi har præsteret indtil nu"

16 nye navne pryder plakaten på Fyns største festival, som nu er klar med fuldt program.

For første gang nogensinde spiller Depeche Mode til sommer på en dansk festival, når bandet gæster Tinderbox festivalen i 2018. (Foto: MARIO ANZUONI/Scanpix 2017) (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Alan Walker, Kygo, Madness, Kato og Mads Langer er blandt de 16 nye navne, som i dag er tilføjet listen af kunstnere til årets Tinderbox Festival.

Fynske festivalgængere kan glæde sig til 48 forskellige optrædener fordelt på tre dage, når Tinderbox for fjerde år fylder Tusindårsskoven i Odense.

- Personligt set og vurderet ud fra de tilbagemeldinger, vi har fået, og det billetsalg, vi ser, så tror jeg, vi er tæt på det bedste program i vores fire-årige karriere, siger festivalchef for Tinderbox Festival, Brian Nielsen.

Særligt ét navn på plakaten er Brian Nielsen glad for endelig at få til Tusindårsskoven.

- Et navn som Kygo, som faktisk er det mest ønskede navn på årets plakat blandt publikum, har vi forsøgt at få, siden vi startede, så det er rigtig dejligt at lande ham, siger han.

Regner med at sælge 40.000 billetter

Festivalen forsøger at sammensætte musikprogrammet ud fra en grundig publikumsundersøgelse og -analyse for at finde ud af, hvilken type musik, folk er til.

- To tredjedele af vores publikum lige nu er fra Fyn og især Odense, så der har vi især vores fokus, så det er jo vigtigt at præsentere noget, som folk synes er interessant nok til at veksle til en billet og en god oplevelse på Tinderbox.

Igen i år bliver der rig lejlighed for at opleve elektronisk musik på Tinderbox festivalen. En af de internationale elektroniske kunstnere, som gæster Tinderbox i 2018 er norske Kygo.

Festivalen regner med at sælge 40.000 billetter, og særligt DJ-oplevelserne er eftertragtede blandt publikum, forklarer Brian Nielsen.

- Hele DJ-scenen er ret stor, og det har vi enormt meget søgning på. Det er ligesom om, det er et særegent publikum i det samlede publikum, vi har.

Men festivalen forsøger også at ramme et bredt publikum.

- Der er stadigvæk et stykke fra Depeche Mode til Alanis Moissette til Jack White - det er jo tre forskellige stilarter, så på den måde repræsenterer vi rimelig meget det brede publikum, siger Brian Nielsen.

Tilbage i november offentliggjorde Tinderbox Festivalen den engelske elektroniske musikgruppe, Depeche mode, som senest udgav albummet Spirit i 2017, og siden har en lang række internationale navne fulgt efter.

Rocken er bredt præsenteret på festivalen med Biffly Clyro som et af de senest tilføjede navne. Derudover kommer blandt andre Jack White, Bastille, Dizzy Mizz Lizzy, Carpark North, Prophets of Rage og Alanis Moissette og giver Tinderbox Festivalen et skud rock.

- Det har været en smule lettere at lande et godt program i år, og det hænger lidt sammen med, at der er faktisk er en hel del på tour her i 2018 i forhold til 2017, som var et lidt mere tyndt år rent touringsmæssigt. Vi har et stærkt program i år - måske det bedste vi har præsteret indtil nu, siger Brian Nielsen.

Om det er årets musikprogram eller det, at folk begynder at kende den fynske festival, er ikke til at sige, men der er i hvert fald gang i billetsalget.

- I runde termer har vi solgt næsten dobbelt så meget som samme tidspunkt sidste år, så det sigter meget mod en udsolgt, siger festivalchefen.

Fra den internationale popscene kan man blandt andet opleve Craig David, men også danske popmusikere som Nik og Jay, Scarket Pleasure og Mads Langer vil fylde Tusindårsskoven med deres kendte popsange.

Publikum har stadig minimum tre navne til gode, når vinderne af Tinderbox Band Battle 2018 bliver fundet.

Tinderbox 2018 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 28.-30. juni.

Festivalchefens tips til en god oplevelse

  • Årets største scoop: Depeche Mode

  • ”Betragtes som et af verdens fedeste live-acts.”

  • Årets overraskelse: Biffy Clyro

  • ”Jeg tror, folk får en god lussing af at tjekke Biffy Clyro ud. Det er et særdeles velrenommeret liveact.”

  • Mulighed for magi: Jack White

  • ”Jeg så ham på Roskilde Festival, og det var helt magisk, så jeg håber ikke han er glemt fra sidst, han var i Danmark.”