For et år siden sad Palle Petterson i en togkupé for at tage på arbejde.

Han steg på toget klokken 07.27 ved Nyborg Station.

Få timer efter gik han ud fra et krisecenter 800 meter fra stationen.

Han var en af passagerne på det lyntog, der for præcis et år siden forulykkede på Storebæltsbroen.

Da han forlod krisecenteret, havde han dårlig samvittighed. Han sad i en del af toget, der var forskånet for det værste ved ulykken. Men på krisecenteret kunne han se nogle af de mennesker, der havde ulykkens rædsler malet i ansigtet.

- Derfor følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at tage tid fra de andre. Så jeg sagde til politiet, at jeg gerne ville gå, siger Palle Petterson.

Men inden Palle Petterson gik ud ad døren, hev en politimand fat i ham og sagde: ´Du skal være klar over, at der godt kan komme en efterreaktion.'

Palle Petterson gav politimanden sine kontaktoplysninger. Kort tid efter trådte Palle udenfor i blæsevejret. Og tog hjem.

Dagbog hjalp med tankerne

Den første dag mærkede Palle Petterson ikke noget til den voldsomme oplevelse, han lige havde været udsat for.

- Faktisk tog jeg toget på arbejde allerede dagen efter. Netop for at det ikke skulle sætte sig, siger han.

Men efter den første dag begyndte tankerne at banke på inde i hovedet hos Palle Petterson.

- Det begyndte at køre rundt i hovedet. Alt hvad jeg oplevede blev tænkt godt og grundigt igennem, siger han.

Tankerne begyndte efterhånden at være ekstremt detaljerede.

Derfor begyndte Palle Petterson at tale med venner og kolleger, der gerne ville høre på ham.

Men det var faktisk en blyant, som for alvor fik Palle Petterson til at slippe ulykken.

- Jeg begyndte simpelthen at skrive en dagbog fra den 2. januar, som kom til at fylde ret mange sider. Det, at jeg fik den dag ud igennem hånden, gjorde også, at den kom ud af hovedet, siger Palle Petterson.

'Fylder mere, end jeg troede'

Ombord på toget var 131 passagerer og 3 medarbejdere fra DSB.

Men selvom man ikke var på toget den morgen, kan hændelsen godt have påvirket en.

Det kan Louise Nordstjerne skrive under på.

Hun er hjemmesygeplejerske i Nyborg Kommune, og pludselig fik hun besked på at køre hen til byens tennishal, hvor der blev åbnet et krisecenter for passagererne.

I situationen var hun glad for at se, at hun kunne bruge sine faglige egenskaber i særligt pressede situationer.

Men bagefter havde hun brug for at bearbejde oplevelsen.

- Jeg tog til en gudstjeneste i Nyborg Kirke, hvor jeg kunne sidde og føle, at alle mine tanker gik til det, jeg havde lavet, og de mennesker, der blev påvirket af det her, fortæller Louise Nordstjerne.

Efter gudstjenesten lagde hun oplevelsen på hylden.

Hun troede ikke, det var noget, der ville komme til at fylde mere i hendes bevidsthed.

- Jeg kan godt mærke, at jeg får et sug i maven, når det nu er et år siden, jeg stod i den situation, fortæller hun og fortsætter:

- Når det er dårligt vejr, kan jeg godt komme til at tænke på, om der nu kan ske noget igen, og om man har fået rettet på de ting, der fik ulykken til at ske. Det fylder mere, end jeg lige havde troet.

Træning og nye headsets

Netop det dårlige vejr var med til at gøre arbejdsbetingelserne for beredskabet ekstra vanskeligt.

For selvom beredskabet bruger mange timer på at træne ulykker på Storebæltsbroen, var netop vejret en stor udfordring den 2. januar 2019.

Kraftig blæst og forhøjet vandstand gjorde indsatsen svær. Det har man nu taget konsekvensen af i Region Syddanmark, forklarer chef for præhospital Gitte Jørgensen.

- De radioer, vi taler i, gav nogle udfordringer i blæsten. Derfor har vi købt nye headsets, vi kan tale i uden at blive forstyrret af vinden.

Derudover oplevede regionen også, at ulykken gav en udfordring ude på hospitalerne, forklarer Gitte Jørgensen.

- Det bliver en udfordring, når fælles-akutmodtagelsen har travlt med at tage imod tilskadekomne, men samtidig skal tage sig af pårørende. Det skal vi helt klart finde nogle bedre løsninger for.

Hos Fyns Politi har den største læring været, at øvelse betaler sig, forklarer politidirektør Arne Gram.

- Vi har lært vigtigheden af at have et robust og fleksibelt beredskab. Det kommer til udtryk ved at træne, træne og træne. Men man skal også indstille sig på, at der vil opstå uforudsete ting, siger han.

Nye bekendtskaber og rejsevaner

Ulykken har også affødt nogle nye bekendtskaber for Palle Petterson. Han har været med til nogle af de møder, der er blevet holdt efter ulykken.

Han er i dag stadig i kontakt med nogle af dem, han delte kupé med dén onsdag morgen.

- Når jeg ser de andre igen, stopper vi altid op og snakker. Der er en eller anden form for venskab på grund af skæbnen, siger han.

Alligevel mærker Palle Petterson i dag ikke meget til, at han har været en del af den største togulykke i 30 år. Men der er især ét punkt, hvor ulykken stadig skubber til Palle Pettersons hverdag.

- Der er steder i toget, hvor jeg ikke sidder længere. Jeg kan ikke engang få mig selv til at gå ind i den forreste vogn. Ikke endnu i hvert fald, siger Palle Petterson.