Transportminister: Akuthjælperbiler på Langeland er 'i den grad berettiget til det blå blink'

To akuthjælperbiler på Langeland har holdt stille i næsten et år, fordi de har fået afslag på at måtte køre med udrykning.

Formand for Langelands Hjertestarterforening, Henrik Schakow, mener, at akuthjælperbilerne er et vigtigt supplement på øen, hvor der kun er én ambulance. (Foto: © Signe Wolthers, DR)

I næsten et år har Henrik Schakow, der er formand for Langeland Hjertestarterforening, haft to køreklare akuthjælpebiler stående i sin indkørsel.

Men de skinnende gule biler har endnu deres jomfrutur med blå blink til gode.

Fordi bilerne ikke er indregistreret som beredskabsbiler, må de nemlig ikke køre med blink eller sirene, og de må ikke overtræde færdselsloven for at komme hurtigere frem.

Færdselsstyrelsen har givet afslag på indregistreringen med den begrundelse, at det ikke er forsvarligt i forhold til trafiksikkerheden, selvom akuthjælperne har fået undervisning i at køre udrykningskørsel.

- Det er ærgerligt for os, det er ærgerligt for dem, der har været med til at skyde penge i projektet og allermest er det synd for de langelændere, der kunne have haft brugt dem, siger Henrik Schakow.

Men i modsætning til Færdselsstyrelsen mener transportminister Thomas Danielsen (V), at akuthjælperne på Langeland ”i den grad er berettiget til det blå blink”.

- Jeg er bekendt med, at der er en problemstilling på Langeland, netop omkring det blå blink. Det vil jeg meget gerne se på, siger han.

- Jeg kommer gerne til Langeland, og jeg kommer gerne til at tale med de forskellige aktører, som ikke kan finde ud af at tale sammen, for det er jo helt fjollet.

Transportministeren foreslog tidligere på måneden en forsøgsordning, hvor for eksempel hjerteløbere skal kunne sætte et grønt blink på deres bil, så medtrafikanter kan se, at de er på vej ud på en livreddende opgave.

Med det grønne blink skal man dog stadig overholde færdselsloven, og den ordning er ikke tiltænkt akuthjælperne på Langeland, siger Thomas Danielsen.

- Hvis du har en kørselsuddannelse indenfor udrykningskørsel og bliver kaldt ud af alarmcentralen, så må man køre med blåt blink og har muligheder for at tilsidesætte færdselsloven i særlige tilfælde, siger han.

Henrik Schakow mener det er vigtigt, at akuthjælperbilerne kan benytte blå blink i stedet for grønne:

'Jeg er først rigtig glad, når jeg har underskriften'

Det er langelænderne selv, der har samlet ind til bilerne, som er tænkt som et supplement til den ene ambulance, der dækker hele den 60 kilometer lange ø.

Der er knap 150 akuthjælpere på Langeland, som rykker ud 800 gange om året, når alarmcentralen har brug for deres hjælp og øens ambulance er for langt væk.

Og de er en vigtig del af beredskabet på øen, fortæller Bente Gertz, der er formand for præhospitalsudvalget i Region Syddanmark (S).

- En ambulance kan godt være lang til om at komme frem på blandt andet Langeland, og når der bor mange frivillige i nærheden, så er overlevelsesraten ved for eksempel et hjertestop betydeligt bedre, siger hun.

Jeanne Borlund Kiberg bor på Langeland og mener, at akuthjælperne er helt afgørende for trygheden på øen:

I øjeblikket rykker akuthjælperne ud i deres egne biler og skal overholde færdselsreglerne, men der er langt fra Lohals i nord til Bagenkop i syd, og nogle gange har de brug for at komme hurtigere frem.

Derfor er Bente Gertz glad for, at ministeren nu vil arbejde for, at de to akuthjælperbiler kan få lov til at køre med udrykning.

- Vi har haft rigtig mange ansøgninger inde om netop det blå blink på Langeland og har fået afslag hver evigt eneste gang, så det har virkelig været op ad bakke, siger hun.

Henrik Schakow venter dog lidt endnu, før han lader champagnepropperne springe.

- Jeg er utroligt glad på langelændernes og hjertestarterforeningens vegne, men jeg er først rigtig glad, når jeg har underskriften, siger han.

Færdselsstyrelsen og Transportministeriet er i øjeblikket i gang med at revidere reglerne for udrykningskørsel.