Tusindvis af udenlandske studerende kan stemme: V-kandidat deler valgflyers ud på engelsk

362.779 udenlandske statsborgere har stemmeret til kommunal- og regionsrådsvalget.

Christoffer Lilleholt (V) deler kaffe og valgflyers på engelsk ud på Syddansk Universitet for at komme i dialog med udenlandske studerende- (Foto: Anna Hjortdal)

”Would you like a cup of coffee?”

Christoffer Lilleholt ruller kantinevognen ned ad gangene på Syddansk Universitet. Han sidder i Odense byråd for Venstre og er i gang med sin valgkamp. På vognen har han en stor kande kaffe, plastikkrus og valgflyers både på dansk og engelsk. De engelske valgflyers er tiltænkt universitetets mange udenlandske studerende.

- I kan stemme til lokalvalget, siger Christoffer Lilleholt på engelsk til en gruppe studerende, hvoraf én lidt tøvende tager imod en valgflyer.

Vi føler, at det er en gruppe, der ikke bliver hørt, og vi har svært ved at komme i kontakt med dem.

Christoffer Lilleholt

362.779 udenlandske statsborgere kan stemme til kommunalvalget. Det viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Heraf er 210.355 fra andre lande i EU og Norden. Også udenlandske statsborgere, der har boet i Danmark i mindst tre år har stemmeret til kommunalvalget.

- Der er rigtig mange internationale studerende, som kan stemme ved valget, men som ikke føler, at de bliver hørt. Jeg tænker, at sådan flyer kan være rigtig god til at få en dialog, siger Christoffer Lilleholt.

En af de studerende, der kan stemme til valget, er tjekkiske Peter Ŝtrunc, der læser Robotics på SDU.

- Det er en fin gestus. Christoffer er den eneste af kandidaterne, der giver engelske flyers ud og vil tale på engelsk. Gennem ham fandt jeg ud af, at jeg kan stemme til valget. Ellers ville jeg ikke have vidst det, siger han. Peter Ŝtrunc overvejer at stemme på Christoffer Lilleholt, nu hvor han har fået hans flyer.

Tjekkiske Peter Ŝtrunc læser Robotics på SDU og hørte om valget, fordi han så Christoffer Lilleholts flyer på engelsk.

Synes du, det er demokratisk at stemme på ham, bare fordi han har givet dig en flyer?

- Nej, det er det ikke. Jeg overvejer faktisk, om jeg overhovedet skal stemme, for jeg er her kun i fem måneder, så jeg kommer ikke til at være her til at se de forandringer, jeg stemmer for, siger han.

Christoffer Lilleholt synes, det er vigtigt, at de udenlandske studerende kan stemme, også selv om de formentlig ikke er i Danmark i hele valgperioden.

- Når jeg snakker med de udenlandske studerende, så er det nogle, der er rigtig, rigtig meget inde i det samfund, de lever i. Når de nu lever her i et halvt år og mange af dem har et job og betaler skat, så tror jeg, det er meget klogt at de får lov til at stemme og bidrage til det danske samfund, siger han.

Christoffer Lilleholt synes ikke, det er udemokratisk, at han er den eneste, der deler engelsksprogede flyers ud på Syddansk Universitet.

- Hvis man er i tvivl, så skal man da gå hen og stemme på nogle andre. Men hvis der kommer en almindelig studerende her, der taler dansk og siger, at han gerne vil stemme på mig, fordi jeg har givet ham en dansk flyer, så synes jeg jo heller ikke, det er udemokratisk på nogen måde, siger han.

Sidste år stemte 34 procent af de udenlandske statsborgere og 74 procent af de danske.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.