Tyve løb med container fuld af jordprøver fra arkæologisk udgravning

Øhavsmuseet i Faaborg har fået stjålet en container fra deres arkæologiske udgravning i Årslev.

En container fuld af jord fra en arkæologisk udgravning er blevet stjålet fra Årslev på Fyn.

Opdateret tirsdag kokken 10.40: Containeren er nu fundet.

Da arkæologerne fra Øhavsmuseet i Faaborg mødte på arbejde mandag morgen, blev de noget overraskede.

I seks måneder har de arbejdet ved en udgravning i Årslev, hvor de har samlet blandt andet jordprøver og keramikskår.

Dem har de haft opbevaret i en container i nærheden. Men mandag morgen var containeren med de værdifulde jordprøver stjålet.

- Det er jo nok en ret skuffet tyv, for containeren var fuld af poser med jord, siger arkæolog Nina Boutrup, som sidst så containeren, da hun låste den af og gik på weekend i fredags.

- Der var intet i containeren, som har nogen værdi for andre end os. Men vi har fået stjålet mange timers arbejde, siger hun.

Jordprøverne skulle bruges til at datere nogle af de anlæg og huskontruktioner, som arkæologerne arbejdede ved.

  • I seks måneder har arkæologer arbejdet ved en udgravning i Årslev, men i weekenden blev en del af deres arbejde væk, da en container med jordprøver blev stjålet.
  • Arkæolog Nina Boutrup håber på, at der er nogen, som ser containeren og kontakter politiet. For selv om det bare ligner jord, så er det mange timers arbejde, der ligger i containeren, forklarer hun. (Foto: William Sonne Kaalø)
1 / 2

- Vi har heldigvis løbende kørt prøver og fund tilbage til museet. Og flere af vores fund har vi billeder af, men hvis vi ikke får containeren igen, så kan vi ikke sidde med jorden mellem hænderne og undersøge det nærmere.

Nina Boutrup og hendes kollegaer har meldt tyveriet til politiet og har været rundt i området og hørt hundeluftere og naboer, hvornår de sidst husker at have set deres container.

- En enkelt kunne fortælle, at den stadig stod der lørdag, men ellers ved vi ingenting. Nu håber vi på, at nogen på Fyn ser den og ringer til politiet, siger Nina Boutrup.

Nina Boutrup fortæller, at der foruden jord også var nogle skovle og spader og en trillebør i containeren.

Hun gætter på, at tyvene forventede noget andet indhold end jord og graveudstyr.

- Måske troede de, at den var fuld af dyrt værktøj.

Facebook
Twitter