Uddannet rengøringspersonale skal mindske antallet af infektioner på hospitalet

Frem mod 2020 skal alt rengøringspersonale på Region Syddanmarks fem hospitaler være faglært.

Rengøringen på Region Syddanmarks hospitaler skal være bedre. Derfor vil man nu give alt rengøringspersonale en uddannelse som rengøringstekniker. Arkivfoto. (Foto: Reimar Juul © Scanpix)

Op mod hver tiende patient får en infektion, mens de er indlagt på hospitalet.

Det tal er for højt, mener man i Region Syddanmark.

Derfor skal alt rengøringspersonale på regionens fem sygehuse fremover være faglært.

En uddannelse, der giver titlen rengøringstekniker.

Det er der behov for, mener Poul Erik Svendsen (S), der er formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

- Rengøring er en del af hele det hygiejnekoncept, der skal være med til at sikre, at vi har færre infektionspådragelser på sygehusene fremadrettet, siger han og fortsætter:

- Vi har måske forsømt området om rengøring og at give personalet det her tilbud. Det skal der være nu. Så det ufaglærte personale der måtte være, og dem, der bliver ansat i fremtiden, skal have den uddannelse, der hedder rengøringstekniker.

Faktisk ser det værst ud med infektioner i Region Syddanmark. Derfor er overlæge og professer i infektionshygiejne ved Odense Universitetshospital (OUH) Hans Jørn Kolmos begejstret for tiltaget.

- Patienter kan få hospitalsinfektioner, så det at gøre ordentligt rent er faktisk en vigtig infektionshygiejnisk foranstaltning. Derfor er det positivt, at sundhedsudvalget har gået ind og besluttet, at der nu skal opkvalificeres.

Bakterier holder ikke fridage

Inden 2022 er det planen, at 755 ansatte skal uddannes til rengøringsteknikere.

En af dem, der allerede har været igennem uddannelses, er Morten Madsen.

Han er gået fra at være ufaglært til at være rengøringstekniker.

For ham har uddannelsen været en øjenåbner.

- Her finder man ud af, hvordan tingene skal fungere i forbindelse med dosering, indhold af væske i klude eller hvad det nu kunne være, siger han og uddyber:

- Du får en helt anden og mere bred viden, når du kommer på skolebænken igen.

Morten Madsen har nu haft titlen som rengøringstekniker i halvandet år. Han er ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt.

- Bakterier holder ikke fridage. Jeg havde ikke tænkt på, at der kunne være så mange krinkelkroge i et toilet. Det overraskede mig den dag, jeg startede herude. Der er mange ting, hvor man siger 'du godeste gud'. Kan det virkelig lade sig gøre, at de ting havner heroppe. Men det kan det. Der kommer bakterier overalt, forklarer han.

Ifølge Hanne Plum Munk, der er uddannelseskoordinater ved OUH, har opkvalificeringen også en anden funktion end "bare" at holde hospitalerne rene.

- Der er en stolthed i, at man er blevet faglært. Der er enighed på hospitalerne i, at den funktion og det benarbejde, vi gør for at andre kan udføre deres arbejde, er med til at skabe basis for det gode forløb for patienterne, forklarer hun.

Foruden de 755 ansatte skal der hvert år frem mod 2022 være cirka 55 nyansatte, der også skal uddannes.

Facebook
Twitter