Udenlandsdanske børn står i kø til sommerskoler

Det er populært at bruge sommerferien på at lære dansk.

Vejstrup Efterskole på Sydøstfyn er en af de skoler, som i disse uger har sommerskole. (Foto: Dan Grønbech (DR FYN) © DR FYN)

Der er rift om pladserne på de sommerskoler, der tilbyder danskundervisning til danske børn, som bor i udlandet.

Foreningen Danes Worldwide har de seneste år udvidet sommerskolerne med 25 procent, men foreningen kan alligevel melde om alt udsolgt til dette års undervisning, fortæller generalsekretær i Danes Worldwide Anne Marie Dalgaard.

- Vi har fuldstædig udsolgt i år med 456 elever, og vi har stadig venteliste. Når børn og unge har lyst til at bruge deres sommerferie på at læse dansk, så skal de også have lov til det, siger generalsekretæren til DR Fyn.

Indblik i Danmark

Derfor har foreningen, der repræsenterer de mange tusinde danskere, som bor i udlandet, valgt at åbne yderligere op for de seks til ni-årige. Aldersgruppen bliver derfor tilbudt en uges ophold i stedet for de tre uger, som de ældre elver tilbydes.

Ud over danskundervisning og undervisning i dansk kultur tilbyder sommerskolerne blandt andet konfirmationsundervisning og mulighed for at tage folkeskolens afgangsprøve.

Det er noget, der tiltrækker 17-årige Anton Magnus Berggren, som til daglig bor i Oman.

- Jeg er taget på sommerskole for at lære dansk og for at få en bedre forbindelse til Danmark. Det er vigtigt for mig, hvis jeg vil på dansk universitet eller arbejde for en dansk virksomhed senere i livet, siger Anton Magnus Berggren, som netop tager folkeskolens afgangsprøve.

Skoler i det fynske

Sommerskolerne hos Danes Worldwide er delt op efter alder på tre fynske skoler. De yngste er på Bernstorffsminde Efterskole, de mellemste er på Vejstrup Efterskole, mens de ældste bor på Ryslinge Efterskole.

Sommerskolen i år begyndte søndag 12. juli og slutter fredag 31. juli.

Ud over tilbuddet hos Danes Worldwide har Skolerne i Oure deres eget fuldt bookede sommerskolehold med 32 elever, og på kostskolen Herlufsholm på Sydsjælland er der i disse uger 26 elever på skolens sommerkursus.

Facebook
Twitter