Udsat på grund af stormvejr: Verdens største enmandssejlads går rundt om Fyn

I weekenden deltager omkring 175 sejlere i enkeltmandssejladsen Silverrudder.

Silverrudder er en enkeltmandssejlads, hvor man kan stille op til start i syv forskellige klasser blandt andet kølbåd mini, katamaraner og trimaraner. (Foto: Carbon 3)

Verdens største enkeltmandssejlads Silverrudder, som er 248 kilometer rundt om Fyn, afvikles i weekenden.

På grund af kraftigt stormvejr er starten, som egentlig skulle have været fredag, udskudt til lørdag morgen. Vejret har også betydet, at de 419 sejlere, som var tilmeldt i første omgang, er reduceret til 175 sejlere.

Udsættelsen til lørdag morgen klokken 8.15 blev modtaget med klapsalver og stor tilfredshed blandt deltagerne.

Stemningsbillede fra Svendborg Havn, hvor både fra ni forskellige nationer ligger i venteposition til kapsejlads. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)

En af dem var Anders Skov fra Karrebæksminde, som er stadig er i Svendborg for at deltage i kapsejladsen.

- Der var for få, der var taget afsted, hvis man skulle ud i så meget vind. Det er mere overlevelse end kapsejlads, så det var en fin beslutning, siger han.

Det er syvende gang, sejladsen afvikles, og igen i år vil sejlerne dyste om det hæderkronede trofæ, Sølvroret.

En trofast deltager er Jan Andersen fra Vester Skerninge. Han har deltaget i Silverrudder alle årene, og han synes, der er noget helt særligt ved at sejle båden alene.

- Det er jo sejlsportens ironman. Der er kun en selv til at klare det hele. Der er ikke nogen gaster at skælde ud eller råbe af. Der er kun dig, der skal gøre alt, fortæller han.

  • Jan Andersen har selv bygget sin båd, Black Marlin, som er en trimaran lavet i kulfiber. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)
  • Jan Andersen regner med at få en god placering til Siverrudder i sin hjemmebyggede båd. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)
1 / 2

Jan Andersens båd Black Marlin er en hjemmebygget trimaran, som er lavet i kulfiber. Han håber på at få en rigtig god placering i kapsejladsen.

- Det er nemt at komme først, hvis man har den hurtigste båd, og det tør jeg godt sige, at jeg har, siger Jan Andersen.

Travlt på vandet som solosejler

Hvis vejrudsigten holder stik, får sejlerne udfordringer med meget kraftig vind rundt om øen. Generelt er der mange ting at håndtere på turen som solosejler.

- Man skal være lidt foran hele tiden. Hvornår skifter vinden? Blæser det op og bliver det ved med at blæse op? Og skal man ligge på den ene side af banen, eller skal man over på den anden, for at der er den bedste vind og så videre. Og så skal man selvfølgelig kende sin båd specielt, når man sejler om natten, siger Jan Andersen.

Jan Andersens rekord er 15 timer og 36 minutter på turen rundt om Fyn. Han frygter ikke, at vinden vil være for voldsom.

- Mellem otte og ti meter i sekundet vil være perfekt til rekord. Det er der, den skal ligge. Hvis man kan holde det hele vejen, og hvis ikke noget går i stykker, så vil jeg næsten garantere, at den kommer, siger han.

Smitter af på Svendborg

Silverrudder er en så populær kapsejlads, at folk kommer fra mange forskellige lande for at deltage. En af de internationale deltagere er for eksempel en finne, som har taget en sejltur på knap 1300 kilometer for at deltage i netop denne enkeltmandssejlads.

Silverrudder opleves også som en stor succes af Event Svendborg, som bidrager med økonomisk støtte på cirka 50.000 kroner til sejladsen.

- Silverrudder er så unik en begivenhed, og den passer så fantastisk godt til Svendborgs DNA. Og så er det en af de muligheder, vi har, for rent faktisk at komme langt omkring i verden, siger Anja Mia Haas, leder af Event Svendborg.

Facebook
Twitter