Unge fra Vollsmose smed brandbomber mod politiet: Nu bliver familie sat på gaden

Østre Landsret stadfæstede i dag byrettens dom, efter unge smed brandbomber mod politiet i 2015.

(ARKIV) Tilbage i 2015 smed unge brandbomber mod politiet i Odensebydelen Vollsmose. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

En familie skal flytte, to familier må blive boende.

Det stadfæstede Østre Landsret over for tre familier i dag i Vollsmose, hvor en flok unge tilbage til 2015 kastede sten og brandbomber mod politiet i Vollsmose.

Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) ønskede at smide lejerne ud af deres lejlighed på baggrund af familiemedlemmernes kriminalitet.

To af familierne blev i første omgang frikendt i byretten, hvorefter boligselskabet ankede afgørelsen. I den tredje sag fik FAB medhold, men her valgte familien at anke afgørelsen.

Familernes advokat, Niclas Kandemir, fra advokatfirmaet Dickmeiss ser positivt på afgørelsen.

- Jeg er meget, meget tilfreds på mine klienters vegne. To familier kan blive boende, og som jurist må jeg påpege, at byrettens afgørelse har været den rigtige fra begyndelsen. Det har vi Østre Landsrets ord for nu.

Familien, som bliver smidt ud, skal være ude af lejligheden senest 30. april, og det er gunstige forhold, mener Niclas Kandemir.

- Så har man passende tid til at finde noget andet. Desuden havde jeg varslet dem tidligt om, at det kunne blive en stadfæstelse af dommen, så det er nok ikke den store overraskelse, siger han.

Det handler om de øvrige beboeres tryghed

Direktøren i FAB har blandede følelser overfor dommen.

- Jeg er glad for den, som vi har fået medhold i, og de øvrige to er jeg selvfølgelig ikke så tilfreds med, siger Jacob Michaelsen.

Selv om kriminaliteten nu ligger circa tre et halvt år tilbage, mener direktøren i FAB, at hensynet til de øvrige beboeres tryghed i området skal vægte tungere end hensynet til de familier, der har været involveret i kriminalitet.

- Vi mener, at den kriminalitet og den adfærd, der har været i området, simpelthen er så voldsom, at det berettiger til, at man skal ophæve lejemålet for at skabe tryghed for de øvrige beboere i området, siger han.

De unge flyttet i 2016

Sønnerne til familierne blev i 2016 dømt for at kaste brandbomber efter politiet, da betjentene patruljerede i Vollsmose.

Det er de unges straffesager, som ligger til grund for dommene i landsretten, forklarer direktør i FAB.

- Man siger, at det ikke er slemt nok med fire måneders ubetinget fængsel til at man kan ophæve lejemålet, og det kan vi ikke forstå, siger Jacob Michaelsen.

De unge, der begik kriminaliteten, er allerede flyttet fra området. Tre af de fire involverede familier blev boende, mens de afventede landrettens afgørelse.

Den fjerde familie blev smidt ud af deres lejlighed i Birkeparken i Vollsmose allerede i maj 2016 efter en afgørelse i Højesteret.

Facebook
Twitter