Unge trodser opfordring om ikke at samles på sidste skoledag: 'Vi vil bare gerne have en god tid'

Skolechefen i Odense Kommune har opfordret folkeskolens afgangselever til ikke at mødes på tværs af klasser på grund af risiko for coronasmitte.

Elever fra Odense Kommune trodser opfordring fra skolechefen og mødes - som traditionen byder - i Munke Mose for at fejre sidste skoledag. (Foto: Teitur Larsen © DR)

Drop den store fejring af sidste skoledag, så smitten ikke stikker af.

Sådan har opfordringen fra Odense Kommune lydt til deres 9. og 10.klasse-elever.

Men på trods af opfordringen har hundredvis af folkeskolens afgangselever alligevel valgt at mødes i de centrale parker Munke Mose og Eventyrhaven - som de de plejer - for at fejre deres sidste skoledag.

En af dem er 17-årige Cecilie Lauridsen.

- Det ville være mærkeligt, hvis kommunen bare sagde, at vi skulle give den gas – det ville jo være uansvarligt. Så jeg synes egentlig, det er fint, at de kommer med den opfordring. Så er det op til os unge, hvad vi har lyst til. Det er de unges eget ansvar, hvis vi vælger at samles, siger Cecilie Lauridsen.

Selv om der er mange mennesker, er hun meget bevidst om ikke at være tæt på elever fra andre skoler og klasser.

- Man skal selvfølgelig ikke rende rundt og sprede sig blandt alle mulige mennesker, man ikke kender. Det er uansvarligt, siger hun.

Skolechef har sendt brev til forældre

Skolechefen i Odense Kommune, Nikolaj Juul Jørgensen, mener ellers, at tradionen med at unge samles til fest i år bør droppes.

- Der er fortsat en risiko for smitte, og det vil på alle måder være ærgerligt med mange smittede. Både for dem, som er smittede, men også fordi eksamen pågår i næste uge, og bagefter kommer sommerferien for de unge mennesker, siger Nikolaj Juul Jørgensen.

Han har derfor sendt et brev ud til elever og forældre, med en appel om ikke at mødes på tværs af klasserne.

Også selv om han godt kan sætte sig ind i, at det er en ærgerlig aflysning for de unge mennesker, men opfordrer i stedet til, at man fejrer dagen i mindre grupper.

- Jeg ved, at alle vores skoler har stået på hovedet for at lave en festlig markering i løbet af dagen på deres skoler. Men det her element, som der plejer at være tradition for, hvor de unge mødes på tværs af skolerne, ja det kan så ikke lade sig gøre i år, siger Nikolaj Juul Jørgensen.

  • Elever fra Odense Kommune trodser opfordring fra skolechefen og mødes - som traditionen byder - i Munke Mose for at fejre sidste skoledag. (Foto: Teitur Larsen © DR)
  • Elever fra Odense Kommune trodser opfordring fra skolechefen og mødes - som traditionen byder - i Munke Mose for at fejre sidste skoledag. (Foto: Teitur Larsen © DR)
1 / 2

Opfordring fra Politiet

Også Fyns Politi har sendt en opfordring ud på Twitter, hvor de ønsker eleverne en god sidste skoledag - men også beder dem undgå store forsamlinger.

Men selv om der er mange mennesker i parken, så fortæller de unge, som DR Nyheder har talt med, at de holder sig til deres egen boble i klassen - og vil tage hjem, hvis de ikke mener, det er forsvarligt at være der længere.

Blandt andre Naema Ali, der afslutter 9. klasse på Tinglykkeskolen.

- Vores klasse holder sig for sig selv. Vi skal nok være forsigtige, men vi vil bare gerne mødes og have en god tid, siger hun.

Alligevel mener hun ikke, at det ser helt forsvarligt ud, når hun kigger sig omkring.

- Ikke rigtigt. Der burde være en grænse for, hvor meget man må drikke, for hvis man drikker sig rigtig fuld, så tænker man ikke så meget over, hvor meget afstand man holder, siger Naema Ali.

Rasmus Karl Hedelund går ud af 10. klasse, og han oplevede derfor sidste år, at sidste skoledag blev taget fra ham. Derfor er han i år mødt op i Munke Mose.

- Da jeg gik ud af 9. klasse valgte jeg at blive hjemme på grund af corona, men da jeg så alle andre tog herned, gjorde jeg også. Men jeg holder stadig mine egne forholdsregler og holder mig mest til min egen klasse, siger han.

Hvad angår risikoen for at smitte andre med corona, peger han på, at det er bedre at mødes udenfor i stedet for at sidde inde i et lejet forsamlingshus.

- Jeg er taget herind for at hygge med min klasse, og når det er godt vejr, så vil jeg udnytte muligheden for at være udenfor - ellers skulle vi have lejet et forsamlinghus. Så det her er vores måde at gøre det på, siger han.

SSP: Vi sikrer de unge får en god dag

Mens flere hundrede elever hygger sig i parkerne, har Odense Kommune seks SSP-medarbejdere til at holde øje med, at de unge har det godt. En af dem er Kent Frandsen.

- Vores opgave er at sikre, at de unge får en god dag, og hvis der sker et uheld, eller nogen får for meget at drikke, så kan vi hjælpe med at kontakte forældre og sikre, at den unge får den hjælp og støtte der skal til, siger han.

Han mener, det er naturligt, at de unge gerne vil fejre deres sidste skoledag - særligt når vejret er godt.

- Jeg synes egentlig, de unge er rimelig gode til at gruppere sig. Jeg tror, de står meget klassevis. Vi går ikke decideret ind rent fysisk og markere, at de ikke må stå sammen. Men hvis vi vurderer, at noget overskrider retningslinjerne, har vi mulighed for at ringe til poltiet, og så kan de hjælpe os, siger Kent Frandsen.

Vil ikke risikere aflyst dimision

Blandt en gruppe drenge fra Tingkærskolen i Fraugde, der er en forstad til Odense, har en gruppe drenge i 9.a tænkt sig at overholde opfordringen - og dropper at mødes i Odense. De accepterer, at deres afslutningsfest bliver anderledes i år, end hvad tidligere 9. klasser har oplevet.

De unge på Tingkærskolen er som traditionen byder klædt ud (Foto: Teitur Larsen © DR)

Blandt andet Andreas Riggelsen, der i dagens anledning er klædt ud i kilt.

- Selvfølgelig ville vi elske at have været derned, men nu blev det så ikke til noget. Det er ekstemt nederen, at vi ikke kan holde den her gamle 9. klasses tradition, men vi har haft en kæmpe fest her i 9. klasse, siger Andreas Riggelsen.

Men de ærgrer sig over, at de det ikke bliver den afslutning, de havde glædet sig til.

- Det er meget ærgerligt, at vi ikke får lov til at holde den her tradition 9. klasserne plejer at have med at mødes med hinanden på tværs af skoler. Men jeg synes, vi har fundet gode alternativer, siger Mikkel Larsen fra 9.a.

Mikkel Larsen (tv), Andreas Munkeboe og Alexander Riggelsen (th) accepterer opfordringen og dropper at mødes i Munke Mose og Eventyrhaven. (Foto: Teitur Larsen © DR)

I stedet for at feste løs i Eventyrhaven og Munke Mose har klassen i eftermiddag været på nogle boldbaner og spillet kongespil og rundbold, og i aften foregår festen privat hos en ven.

De unge ønsker nemlig ikke risikere, at de smitter hinanden og andre.

- Vi vil bare gerne hygge os sammen, uden at der kommer corona, og vi risikerer at vores dimision bliver aflyst, sige Andreas Munkeboe.

Facebook
Twitter