Værested har lavet klinik til prostituerede i en varevogn

Krisecenteret Reden i Odense har siden april haft succes med at yde mobil sundhedshjælp og rådgivning til prostituerede.

En lille miniklinik bag i en anonym, hvid varevogn udgør Redens kvindelance. (Foto: © Thea Bjørn)

Skydedøren ruller til side og afslører en briks med blåt papir og benstøtter. Der er stålinstrumenter i stålfade, og der er rullebord og stol, der bringer tankerne hen på en sygehusstue. Det ligner en lille bitte klinik.

Siden april har en ombygget varevogn kørt rundt i hele Syddanmark. Med sig har den udstyr til gynækologiske undersøgelser, test for HIV og andre kønssygdomme og kondomer. Den kører ud med hjælp til prostituerede. En hjælp, der er helt uvurderlig, lyder det fra spansktalende Laura, der er en af de kvinder, der flere gange har brugt tilbuddet:

- For mig er det en stor sikkerhed og hjælp. De hjælper os også med sproget, og det giver en tryghed, at de kan komme hen, hvor vi er.

En helt unik hjælp

Værestedet Reden i Odense har allerede en sundhedsklinik, hvor de samme slags undersøgelser kan laves. Men mange af de kvinder, som får hjælp i varevognen, kommer ikke her, fortæller forstander på Reden Odense Mette Guul.

- De kvinder, som vi når ud til, har rigtig svært ved at komme ind på sådan en sundhedsklinik, fordi de skal passe deres arbejde. De skal tjene nogle penge, og de skal tjene penge på grund af fattigdom. Så de sender penge hjem.

Tilbuddet er finansieret af TrygFonden og Albani Fonden, og der er penge til at holde bilen i gang indtil næste år. Mette Guul håber dog, at de kan finde flere penge, fordi der er hårdt brug for det.

- Det har jo en kæmpe forebyggende effekt. Både for kvindens sundhed og i særdeleshed også for de kunder, som måtte komme hos kvinden. Det er jo danske mænd, som jo så smitter videre ud i vores samfund. Så derfor giver det her rigtig god mening.

Redens kulturmedarbejder Francy kører flere gange om ugen ud med kvindelancen. Hun kører både alene og med frivillige læger og sygeplejersker. (Foto: © Thea Bjørn)

Et lys i en hvid varevogn

Den hvide anonyme varevogn - som bliver kaldt kvindelancen - har altid Redens kulturmedarbejder Francy med. Hun er nøglen til kvindernes tillid og årsagen til, at de kan komme tæt nok ind på livet af kvinderne til at få lov til at hjælpe dem, fortæller Mette Guul:

- Kvinderne kalder Francy lyset. Og det er, fordi hun måske er den eneste kontakt, de har, som ikke er en, der enten kommer for at inddrive husleje eller er en kunde.

Francy kører nogle gange selv ud med kvindelancen for at tale med kvinderne. Men en gang om ugen er der både en frivillig læge og en sygeplejerske med, som kan hjælpe med undersøgelser og andet. For Francy er arbejdet meningsfyldt.

- Jeg føler, at jeg kan gøre en forskel for de her kvinder. At jeg kan være der for dem og også give dem noget omsorg, som de har brug for. De fleste af dem kommer ikke uden for en dør, for hvis de kommer ud, så mister de penge. Og de er her for at tjene penge.

Laura er en af de kvinder, der har meget svært ved at komme nogle steder, fordi hun skal arbejde. Hun lever en isoleret tilværelse med en hårdt arbejde. Men at møde Francy og få hjælp fra kvindelancen har gjort en stor forskel i hendes liv.

- For mig er der tændt et lys. Efter jeg har lært Francy at kende, har mange ting ændret sig for mig. Det betyder meget at vide, at der er nogen, der vil lytte til mig og støtte mig, og at jeg altid kan henvende mig.