Venstre: Der bør laves flere parkeringspladser på de mest pressede rastepladser

Mange lastbilchauffører parkerer ulovligt, når de skal holde deres lovpligtige pauser.

På en tilfældig aften i februar var alle parkeringspladser til lasbiler fyldte på rastepladsen Hylkedal Øst. (Foto: William Sonne Kaalø)

Der er så meget trængsel på rastepladserne, at mange lastbilchauffører parkerer ulovligt, når de skal holde deres lovpligtige pauser.

Nu erkender en række transportordførere, at det kan være nødvendigt at skaffe mere plads til lastbilerne på rastepladserne langs motorvejene.

Da Public Service på P1 i sidste uge spurgte transportminister Ole Birk Olesen (LA), om han ville sætte penge af til flere statslige parkeringspladser, svarede han ellers, at han ikke mener, at det er statens opgave at stille gratis parkeringsfaciliteter til rådighed for lastbilers langtidsparkering.

- Vi har fået meget mere trafik på vejnettet. Specielt på motorvejene vokser trafikken kraftigt. Vi må erkende, at kapaciteten på en række motorvejspladser er sluppet op, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Trafikken er steget med 11 procent siden 2010, men der er kun blevet lavet nye parkeringspladser til lastbiler i forbindelse med anlæggelsen af to nye rastepladser på Silkeborgmotorvejen. Den seneste kapacitetsmåling viste, at der på hverdage var flere lastbiler parkeret, end der var lovligt plads til, på knap to ud af tre rastepladser langs motorvejene.

Derfor bør der laves flere parkeringspladser på de rastepladser, hvor skoen trykker mest. Det siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Det er vi simpelthen nødt til, for det handler også om, at lastbilerne har nogle køre-/hviletidsregler, som skal overholdes af hensyn til trafiksikkerheden, og så skal der selvfølgelig også være plads til, at man kan holde de hvil, der er lovfæstede, siger han.

Stigning i antallet af bøder til ulovligt parkerede lastbiler

Siden Færdselsstyrelsen ved årsskiftet overtog opgaven med at udskrive bøder, er det regnet med bøder over lastbilchauffører, der parkerer ulovligt på rastepladser. Fra den 1. januar til 4. februar er der blevet udstedt 1.009 parkeringsbøder til ulovligt parkerede lastbiler. I sidste halvår af 2018 blev der i gennemsnit uddelt 85 bøder om måneden. Samtidig er bødetaksten firedoblet for lastbiler, så en parkeringsbøde nu koster 2.040 kroner.

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, anerkender, at der kan være pladsmangel på rastepladserne. Partiet forhandler i øjeblikket med regeringen om en infrastrukturplan for de næste ti år, og her er et af elementerne flere penge til parkeringspladser på rastepladserne.

- Man kunne måske overveje, om ikke man skulle genere nogle af de her bødepenge over i at få udvidet kapaciteten på rastepladserne, siger han.

Branchen må spytte i kassen

Konservative, Enhedslisten og Socialdemokratiet er enige i, at der bør kigges på, om der skal laves flere parkeringspladser, men mener, at branchen også bør spytte i kassen.

- Jeg ser ikke for mig, at vi uden videre kan tage en masse af samfundets penge og bruge på det, men jeg tænker, at vi kan lave et partnerskab med tankstationer og parkeringsselskaber og finde en løsning. Jeg tror ærlig talt, at mange vognmænd hellere vil betale et mindre beløb for at parkere på ordentlige vilkår med høj service end at risikere en stor bøde for at holde ulovligt, siger Rasmus Prehn (S).

Facebook
Twitter