Venstre om fyldt fynsk motorvej: Brug nødsporet som det tredje spor

Fynboerne er ikke begejstrede over Venstres midlertidige løsning over Vestfyn.

Hver dag bruger mange bilister timer på at holde i kø på de vestfynske motorvej. Men i fremtiden kan bilisterne måske bruge nødsporet på at nå hurtigere frem. (Foto: Knud Erik Christensen © KE Foto)

Tag nødsporet på motorvejen over Vestfyn i brug og få styr på kø og kaos.

Sådan lyder udspillet fra Venstre, som har præsenteret argumentet under finanslovsforhandlingerne.

Det er strækningen fra Nørre Aaby til Odense Vest, hvor nødsporet i myldretiden skal inddrages og bruges som kørebanens tredje spor, hvis det står til regeringspartiet.

I mange år har både lokale politikere, pendlere og borgere råbt på en løsning, så de daglige køer og ulykker kunne mindskes eller helt undgås.

Venstres løsning er ikke permanent, men finansminister forsikrer, at en fuldfed løsning over øen ikke er droppet.

- Det, at vi får en nødsporsløsning nu, rykker ikke Fyn bag i køen, siger finansminister Kristian Jensen (V).

De fynske Venstre-borgmestre frygter heller ikke, at udspillet sylter fremtidsdrømmen om et permanent ekstra spor.

- Jeg glæder mig over, at finansministeren siger, at det er en etape. Så vi får en fuld udbygning af det tredje spor, når mulighederne og tiden er til det, siger Nordfyns borgmester, Morten Andersen.

"Det er som at tisse i bukserne"

Men hvorfor ikke gøre det helt fra start, spørger flere fynboer.

- Når det skal tage tre år at etablere nødsporet til normal kørsel, er det blot et stort hold-kæft-bolche, mener Lars Skjærris fra Aarup.

- Det er som at tisse i bukserne. Sikkert fint og dejligt i starten. Men trafikken vokser jo for hvert år. Så se nu og lav den motorvej ordentligt fra starten, forklarer Henrik Lund Hansen, som er lokal vognmand.

Mai Mercado (K) jubler heller ikke over kollegernes udspil:

- Det er ikke en holdbar løsning. Vi skal ikke falde tilbage nu og skåle i champagne, som om alt er godt. For det er det ikke, siger hun.

En lokal brandmand frygter for sikkerheden ved at inddrage nødsporet.

- Prøv at få en brandbil frem, når der er kø. Lav et nyt spor. Eller lad helt være. Det er en spareøvelse. Og politikerne står i kø for at sige, det er en god ide, fordi det er billigt, fortæller Kristian Wacher Pedersen.

Venstre foreslår at afsætte 231,4 millioner kroner til det, og arbejdet forventes at tage tre år.