'Vi skal kunne stole på hinanden, ellers går det galt’: Viral kampagne støtter ung, dømt læge 

De sociale medier er i øjeblikket fyldt med læger, der bakker op om en læge, der er blevet dømt for forsømmelse ved Østre Landsret.

Anne Jacobsen er en af de mange læger, der på Instagram har vist sin utilfredshed med dommen.

'Det ku' ha' været mig.'

Sådan lyder hashtagget i den støttekampagne, der lige nu kører for at bakke op om en læge fra Svendborg Sygehus, der i august blev dømt ved landsretten for skødesløshed og forsømmelse i behandlingen af en patient. Straffen lød på en bøde på 5.000 kroner og betaling af sagens omkostninger.

Kampagnen til støtte for lægen ses flere steder på de sociale medier - særligt på Facebook - og i form af læserbreve i lokalavisen i Svendborg.

En af dem, der har bidraget til kampagnen, er Iza Alfredsen, der tidligere har arbejdet sammen med den dømte læge.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er lægefejl, der gør, at patienter der dør. Det kan godt være systemfejl, og det system er simpelthen for presset, siger hun.

Sagen drejer sig om en diabetespatient, der døde i forbindelse med sin indlæggelse tilbage i 2013. Patienten var blevet indlagt til observation på grund af mavesmerter, og den dømte læge havde bedt en sygeplejerske om at måle blodsukkeret. Lægen havde dog ikke journalført ordren eller fulgt op på, om patienten rent faktisk fik målt sit blodsukker, og det er det hun er blevet dømt for.

Hele sagen har fået stor betydning for lægernes arbejde, mener formand for lægeforeningen i Region Syddanmark, Joachim Torp Hoffmann-Petersen.

- Denne sag betyder, at vi læger bliver nødt til at helgardere os. Vi skal følge op på ordinationer og dobbelttjekke alle blodprøver. Vi skal altså kontrollere alt, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre, siger han.

Den dømte læge, der var ansat i en stilling som uddannelseslæge på Svendborg Sygehus, har anket dommen og håber derved, at sagen kommer til at køre ved Højesteret.

Det bakker Joachim Torp Hoffmann-Petersen op om.

- Den dom, der er faldet, er simpelthen ikke i overensstemmelse med virkelighedens verden. Vi ville være nødt til at sætte arbejdstempoet ned og skrive længere journalnotater. Og det vil altså betyde ventlister og dårligere behandling af patienterne, mener han.

Udover de mange billeder på Instagram og Facebook, så er der, ifølge Dagens Medicin, også lavet en underskriftindsamling om, at sagen bør ankes, og der er omkring 2.900 personer, der har skrevet under.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.