VIDEO 2.430 gram nye kartofler til dronningen

I eftermiddag fik dronning Margrethe leveret årets første høst af nye, danske frilandskartofler - nok til et par store grydefulde.

Et koldt forår med mere frost, end kartofler kan lide, var en hård modstander for årets deltagere i DM i kartoffeldyrkning, der dystede i Nyborg i dag.

Fem deltagere stillede op i kampen om æren og om at være den, der fik lov til at levere årets vinderhøst til dronning Margrethe.

Det blev Tom Rosenkvist fra Vojens, der endte med at høste sejren. Han kunne mønstre i alt 2.430 gram nyopgravede kartofler.

- Det er en rigtig dejlig tanke, at kartoflerne nu skal spises af dronningen, siger Tom Rosenkvist.

Postbud leverede til Dronningen

Et postbud stod klar til at bringe de gode sager sikkert til Amalienborg.

Lige efter prisoverrækkelsen satte postbud Kasper Lange sig ind i den nyvaskede postbil med en kurvfuld kartofler som eneste last.

- Det er spændede. Det er første gang, at jeg kører til dronningen med kartofler. Så jeg har både vasket bil og klippet negle, siger han.

Har arbejdet længe på sejren

Siden juni sidste år har årets danske mester arbejdet på sejren. Dengang valgte han de kartofler ud, som skulle bruges som læggekartofler. Ved juletid blev de lagt i potter og 11. marts, blev de sat på friland.

- For en måned siden var de frosset ned til 10 centimeter. Da troede jeg ikke på det, fortæller Tom Rosenkvist.

Han har haft travlt med at holde øje med vejrudsigten, og 'putte' kartoflerne under fiberdug, når temperaturen nærmede sig nul.

Færre spiser kartofler

Det er Danmarks Kartoffelråd, der arrangerer konkurrencen.

For oldermand Bjarne Jensen er danmarksmesterskabet i kartoffeldyrkning ikke kun for sjov.

- Kartoffelforbruget er faldende i Danmark. Det skal vi have gjort noget ved, derfor prøver vi at gøre opmærksom på, at Danmarks nationalspise er kartofler, siger han.

Tyvstartede lørdag

Oldermanden håber, at faldet i danskernes kartoffelforbrug kan bremses. Det samme gør direktøren i Danmarks Kartoffelråd, Britta Schall Holberg:

- Kartofler er sådan en fin spise. Det er jo en delikattese ud over alle grænser, og det vil vi gerne gøre opmærksom på, siger hun.

I lørdags kunne Tom Rosenkvist selv tyvstarte og lade familien prøvesmage kartoflerne. I dag var det så dronningens tur.

Se videoen med vejningen og udbringningen af vinderkartoflerne øverst i artiklen.