Fisk, grøntsager, citrusfrugter og chili bliver nænsomt renset og lagt i farverige tørklæder. Halvtagets skygge skåner landsbyens kvinder fra middagssolen, mens temperaturen nærmer sig de 35 grader.

Sandet flyder ind mellem tæerne, mens kvinderne bærer store fade med kød, sauce og ris over gårdspladsen. På den anden side står en flok skolebørn i kø for at få vasket hænder. Nu er der frokost i landsbyen Kubuneh i den vestlige del af Gambia.

Tavs på en trappesten sidder Per Mathiesen fra fynske Tarup. Det er 19. gang på ni år, han sidder i landsbyen.

- Min største glæde er at se, hvordan det gradvist går op for lokalbefolkningen, at de kan selv, siger han.

Ruiner og kuldsejlede projekter

I 2007 var Per Mathiesen i Gambia med sin kæreste, men sol og badeferie blev kedeligt. Derfor tog den pensionerede skoleinspektør en taxa og kørte rundt i lokalområdet.

Chaufføren kørte forbi Kubuneh. En landsby med 1.700 beboere, der primært levede af landbrug.

Tidligere havde både hollandske og engelske organisationer forsøgt at bygge en skole med fire klassetrin samt et sundhedscenter i byen. Men projekterne var faldet til jorden, så kun ruiner og en to meter høj grundmur stod tilbage.

Taxaen kørte videre, men allerede efter et par dage kom Per Mathiesen igen.

- Jeg kunne ikke glemme byen, og jeg fik lov til at møde høvdingen og de ældre i landsbyen. Vi sad ovre ved de store mahognitræer og så på de kuldsejlede udviklingsprojekter, siger han.

Året efter kom Per Mathiesen tilbage med håndværkere, der besigtigede byggerierne. Lokalerne stod til at redde, og herefter kontaktede han foreningen Seniorer uden Grænser og fortalte om sit projekt.

Per Mathiesen blev leder for landsbyudviklingen, og med donationer fra private og virksomheder kunne arbejdet begynde.

Siden da har Kubuneh rejst sig. Der er nu to skoler med plads til 450 elever. Klasselokalerne er fyldt med aflagte danske møbler, og gamle computere, som er en del af undervisningen.

- Vi har stillet materialer til rådighed, men landsbyens borgere har selv været med til at bygge det hele. Det er vigtigt for os, at det her får lokal forankring, siger Per Mathiesen.

Langs gårdspladsen er der bygget toiletter, et tømrerværksted og en sæbeproduktion.

Kvindernes første ønske er også blevet opfyldt med en markedsplads, hvor fisk, grøntsager og citrusfrugter ligger på bordene. Her kan de sælge deres varer.

Der er også bygget køkken med komfur, så kvinderne ikke længere står ved åben ild og får røg i lungerne, siger Per Mathiesen.

Mens han viser lokalerne frem, understreger han flere gange, at han langt fra er den eneste bag projektet.

En række fynboer har været med til at hjælpe Kubuneh, og de er langt fra færdige, fortæller Per Mathiesen.

De næste projekter bliver bedre vand- og strømforsyning, og desuden er landsbyens kvinder ved at blive selvstændige i både sæbeproduktion og østersfiskeri.

- Vi kan støtte dem til at få bedre vilkår, og det betyder alt, siger Per Mathiesen.

- Jeg bliver grødet i stemmen, for jeg kender disse mennesker, og vores hjælp er ikke ligegyldig. Det gør mig så glad, siger han.