Vil du smide dit bind i organisk affald? Simone og Frederikke udvikler plantebaserede hygiejnebind

De to 25-årige iværksættere synes, vi trænger til et opgør med den miljøbelastende bind-kultur.

De havde begge haft iværksætterdrømmen længe og drømte samtidig om at gøre noget godt for miljøet.

Men at de skulle ende med at blive ejere af en virksomhed, der udvikler plantebaserede hygiejnebind, havde ingen af dem forudset - heller ikke for halvandet år siden, da de pludselig faldt i snak.

De kom fra hvert sit studie og mødtes til et talentprogram for entreprenører på Syddansk Universitet i Odense.

25-årige Simone Westergaard, der læser idræt og sundhed, og 25-årige Frederikke Dahl, som i dag er ingeniør i integreret design, fik pludselig en fælles vision.

- Vi sad en dag ved morgenmaden ved siden af hinanden, og Frederikke havde været i en gruppe, hvor de udviklede bæredygtige bind, og jeg havde været i en gruppe, hvor vi talte om bind på abonnement.

- Så sidder vi og snakker om det, og så kørte det egentlig bare op, og nu står vi her halvandet år efter, fortæller Simone Westergaard.

Efter en længere researchfase skabte de to unge iværksættere Odense-virksomheden Mewalii, som er bygget på bæredygtighedsprincipper.

- Vi har brugt rigtig meget tid på at undersøge begrebet bæredygtighed i sig selv. Hvad betyder det, hvordan laver man et produkt, der er bæredygtigt, og hvad skal der til for, at man opfylder de her krav?, siger Frederikke Dahl.

Virksomhedens navn kommer fra det balinesiske Mewali, som betyder selv tak.

- Og så har vi puttet et ekstra 'i' på for det engelske 'I', så man kan takke sig selv for at bruge vores produker, for så hjælper man altså miljøet en lille smule, siger Simone Westergaard.

Bæredygtigt og europæisk

Bæredygtighed er gennemgående for hele produktionen af de miljøvenlige hygiejnebind i Melawii.

- Noget af det, vi lægger stor vægt på, er, at planterne kan dyrkes i Europa, så man er fri for den store transport. Man skal heller ikke bruge ekstra pesticider og insektmidler for at dyrke vores planter, siger Frederikke Dahl og fortsætter:

- Vi arbejder rigtig meget med vores værdikæde i hele vores virksomhed. For eksempel er der et drivhus, som laver rigtig, rigtig meget overskudsvarme, og så vil vi bruge den overskudsvarme til at tørre fibrene, så vi ikke behøver at bruge ekstra energi på det.

Ofte kan der være både plastik, bomuld og kemikalier i hygiejnebind, og det vil Frederikke Dahl og Simone Westergaard gerne undgå.

- Vi har lavet et bind, som er 100 procent plastfrit, så huden kan ånde igennem det, og planen er, at det kan smides i organisk affald, når man er færdig med at bruge det, fortæller Frederikke Dahl.

De planter, der bruges til produktionen af de plantebaserede hygiejnebind, behøver ikke samme mængde vand, som bomuld gør, så på den måde er de mindre miljølastende, og de plantebaserede hygiejnebind har samtidig en positiv sideeffekt, mener iværksætterne.

- Sugeevnen er bedre end bind af normalt bomuld, fordi fibrene i sig selv har en bedre sugeevne, siger Frederikke Dahl.

Engangsbind er en miljøsynder

Der findes allerede miljøvenlige menstruationsprodukter på markedet som for eksempel menstruationskop, økologiske tamponer og genanvendelige bind.

Da engangs-menstruationsprodukter er en af de store miljøsyndere, er det positivt med produkter, som kan reducere miljøpåvirkningen, fortæller biolog hos Plastic Change Claudia Sick.

- I løbet af en kvindes livstid bruger hun omkring 12.000 tamponer eller bind, som svarer til 150 kilo affald. På den måde bidrager det her engangsprodukt til en produktion af plastik, som vi gerne vil reducere, siger hun og fortsætter:

- Vi ser desværre også, at de her produkter lander ude i vores miljø. Eksempelvis havde vi et projekt ved Roskilde Fjord, hvor hygiejnebind faktisk lå blandt top fem.

Claudia Sick hilser derfor flere miljøvenlige menstruationsprodukter velkommen på markedet, men hun er spændt på, om Melawiis hygiejnebind kan leve op til de økologiske hygiejnebind i et miljøvenligt perspektiv.

Claudia Sick arbejder som biolog hos Plastic Change. (Foto: PRIVATFOTO)

- Jeg kan godt stille mig spørgende over for det her nye produkt i forhold til, hvor godt det performer i forhold til et økologisk bomuldsbind. I dansk kontekst er det selvfølgelig en fordel at have et plantefiberbind, hvor man kan dyrke afgrøderne så tæt på forbruget som muligt, siger Claudia Sick og fortsætter:

- Og på de øvrige parametre i forhold til for eksempel vandforbrug og klimaeffekter er det interessant at se, hvordan det ser ud med det her nye bind.

Frederikke Dahl og Simone Westergaard forklarer, at ifølge deres beregninger er et plantebaseret bind mere bæredygtigt end et økologisk bomuldsbind.

- Vi kan i de fleste tilfælde nøjes med regnvand, hvor bomuld kræver meget mere vand.

- Og det er jo ikke bæredygtigt, fordi det er økologisk, for selvom bondemanden ikke bruger pesticider, så kommer han til at køre endnu flere gange, så CO2-udslippet bliver større i den lange ende, siger Simone Westergaard.

Claudia Sick understreger, at selv hvis dette nye plantebind klarer sig bedre i et miljømæssigt perspektiv end engangsbind af økologisk bomuld, så er der stadig tale om et engangsprodukt som i dag ender med at blive brændt af.

- Derfor er en genbrugsløsning som for eksempel menstruationskoppen stadig mere miljøvenlig, siger Claudia Sick.

Kontaktet af investorer

Det er gået stærkt for den nyopstartede duo, og flere investorer har også allerede meldt sig på banen.

- Det er fantastisk. Det har været helt vildt og også lidt overvældende, siger Simone Westergaard.

De har samtidig sendt en del fondsansøgninger afsted og har fået midler fra én fond.

- Det er ikke helt klart endnu, om vi takker ja til investorer eller satser på fonde lidt længere, siger Simone Westergaard.

Selvom de gerne vil have gode samarbejdspartnere, så er det tydeligt at mærke, at de selv brænder for at følge idéen helt til dørs.

- Det er superfedt at være med til at gøre noget godt for miljøet, og den her iværksætterdrøm har vi begge to haft, og den skal bare udleves nu, siger Frederikke Dahl.

Frederikke Dahl og Simone Westergaard forventer, at hygiejnebindet kommer på markedet næste sommer, og deres næste store skridt er at udvikle plantebaserede tamponer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk