Vivi var frivillig i baren men endte som verdensmester

Vivi Lund Møller sprang til, da en gast blev skadet, og søndag blev hun verdensmester.

Vivi Lund Møller længst til højre blev verdensmester sammen med Lotte Melgaard og besætning. (Foto: Mick Anderson/SailingPIX © Sailingpix)

Fra frivillig i baren til verdensmester i båden.

Det lyder næste for godt til at være sandt, men ved weekendens VM i matchrace, som blev sejlet i Lillebælt ud for Middelfart, skete det utrolige for Vivi Lund Møller fra Strib.

Hun var egentlig kun med som frivillig ved stævnet, men da gasten Josephine Nissen på Lotte Melgaards båd fredag blev skadet i de indledende sejladser, sprang Vivi Lund Møller til som reserve.

Helt ubeskriveligt

Og søndag kunne hun så tage guldmedaljen om halsen og kalde sig verdensmester.

Sådan endte det i Middelfart. (Foto: ISAF Women’s Match Racing World Championship © ISAF Women’s Match Racing World Championship)

- Det er ikke til at forstå. Jeg står her med en guldmedalje i hånden, og det er helt ubeskriveligt, fortæller Vivi Lund Møller til DR Fyn.

Hun er til daglig leder i den lokale sejlklub i Strib og havde viet weekenden til at stå i baren i VIP-teltet, hvor hun servicerede sejlere, sponsorer og andre prominente ved stævnet.

En tur på vægten

Men da der pludselig opstod en skade fredag, blev Vivi Lund Møller indfanget i baren og sendt i båden.

- Pludselig blev jeg bedt om at komme ind på vægten, og så vidste jeg, at der var nogen, som var kommet galt af sted på vandet, og så skulle jeg måske hjælpe, forklarer Vivi Lund Møller.

Maksimumvægten på bådbesætningen er 340 kg, og heldigvis for alle parter var Vivi Lund Møller ligevægtig med den skadede gast.

Ud over det faktum, at Vivi og vægten matchede, passede kemien i båden også. Den fynske kvinde var nemlig ikke helt ukendt for Lotte Melgaard og besætning, da de havde sejlet sammen fra 2007 til 2013.

- Da jeg fik oplysningen om, at jeg skulle med, blev jeg både glad og ked af det. Ked af det fordi jeg vidste, at der var kommet én til skade, men glad, fordi jeg kendte pigerne og har sejlet meget med dem, siger Vivi Lund Møller.

Mor er blevet verdensmester

Fredag og lørdag gik sejladserne godt, og da Josephine Nissen ikke blev sin skade kvit, stod den fynske sejler i en ren dansk finale mod Camilla Ulrikkeholm og besætning søndag.

Lotte Meldgaards båd vandt finalen med 3-2, og dermed var det ret specielt at stå op mandag morgen.

- Jeg kiggede lige en ekstra gang på medaljen her til morgen, og min søn vader også rundt med den. Mor er blevet verdensmester, griner Vivi Lund Møller.

Hele besætningen er amatører. Derfor stod den på arbejde mandag morgen, hvis ikke sommerferien var begyndt.

Camilla Ulrikkeholm sprayer verdensmesteren med champagne efter sin tredje VM-sølvmedalje i træk. (Foto: Mick Anderson/SailingPIX © Sailingpix)