Rettelse: Da artiklen blev publiceret, var kvindens forhenværende partner ikke blevet hørt. DR har efterfølgende været i dialog med kvindens tidligere partner. Han har ikke ønsket at kommentere på kvindens udsagn. Dette burde have fremgået af historien. Det er tydeliggjort i artiklen, at der er tale om kvindens udsagn. DR beklager fejlen.
Da Christina så Krisecenter Fyns røde murstensvilla forsvinde i bakspejlet for sidste gang, fyldtes hendes krop med én overvældende følelse.
- Følelsen af at stå helt alene. Pludselig skulle jeg gøre alting selv - det var mega skræmmende, siger hun.
Efter flere år i et ifølge hende psykisk nedbrydende parforhold blev Krisecenter Fyn Christinas sidste udvej.
- Jeg havde vidst i lang tid, at jeg blev nødt til at komme væk fra min partner. Jeg havde også forsøgt flere gange, men jeg havde brug for hjælp til endelig at gøre det, siger Christina.
På krisecentret fik hun den hjælp, hun havde brug for til at komme væk fra sin daværende partner, og hun begyndte at genvinde troen på sig selv. Men da opholdet var slut var der pludselig ikke noget netværk at læne sig opad.
- Det var virkelig svært at sige farvel til. Jeg husker en af de første dage i lejligheden, hvor jeg sad i sofaen med mine børn under hver arm og tænkte "nu er det bare os tre".
Hun modtog et enkelt opkald fra sin hjemkommune, som tilbød hende 10 gratis psykologtimer, men selvom hun takkede ja, var det ikke den hjælp, hun havde brug for.
- Jeg havde brug for en, der kendte mig, en som vidste, hvor jeg var i min proces, og som kunne støtte mig i Familieretshuset, eller når jeg bare havde det svært, forklarer hun.
Her trådte krisecenterets leder til, da Christina følte sig allermest alene.
- Hun var der altid. Hun skrev en sms, hvis jeg ikke havde givet lyd. Hun tog med til alle møder i Familieretshuset. Hun kom hver gang, jeg kaldte. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende, fortæller hun.
I et år efter Christina flyttede fra Krisecenter Fyn, brugte centerets leder, Helle Bertram Olsen, jævnligt tid og ressourcer på at hjælpe Christina videre i hendes forløb. Tid som krisecenteret ikke fik betaling for.
Frivillig indsats
Det mangelfyldte overlap fra krisecenter til kommune betyder, at Krisecenter Fyn bruger mange frivillige ressourcer på at hjælpe kvinder, der er flyttet derfra.
- Min samarbejdspartner og jeg tager tit opkald, når vi har fri om aftenen, eller tager et møde i Familieretshuset på en fridag. Vi bruger generelt meget tid på det - også tid som går fra de kvinder, der er her på centeret. Det er ikke en holdbar løsning, siger Helle Bertram Olsen.
Men når telefonen ringer, og det gør den tit, så er det svært at lade være.
- Der er ikke noget professionelt netværk, der griber de her kvinder, når de flytter. De står rigtig ofte helt alene, og derfor hjælper vi dem selvfølgelig, det vi kan, siger krisecenterleder Helle Bertram Olsen fra Krisecenter Fyn.
Og det er ikke kun Krisecenter Fyn i Glamsbjerg, der møder den virkelighed. Ifølge direktør i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) Laura Kirch Kirkegaard er det et problem, som krisecentre landet over bokser med.
- Voldsramte kvinder kan ofte have dårlig tillid til systemet. Kvinderne søger derfor ofte tilbage til krisecentrene, hvor de havde en tryg relation til personalet, frem for selv at tage kontakt til en kommunal sagsbehandler, som de ikke kender. Det betyder, at rigtig mange krisecentre står i det her dilemma, forklarer hun.
Kommunerne er forpligtede til at stille en sagsbehandler til rådighed til kvinder på krisecentre, men der er meget stor forskel på, hvor aktiv en rolle sagsbehandlerne spiller, efter kvinderne er flyttet.
- Jeg oplever det ikke som manglende velvilje fra kommunernes side. Jeg ser bare nogle sagsbehandlere, som har meget travlt, og så er fokus ikke rigtig på alt det, der sker, efter kvinderne er kommet i egen bolig, siger Helle Bertram Olsen.
I Nyborg Kommune er socialudvalgsformand Anja Kongsdal enig i, at nogle ting kunne gøres smartere i forhold til, hvordan kommuner og krisecentre arbejder sammen.
- Det berører mig dybt, når jeg hører, at der er kvinder, der ikke får den hjælp, de har brug for. Jeg mener, vores familiehus gør et godt stykke arbejde i forhold til voldsramte kvinder, men vi kan altid blive bedre til at samarbejde.
Men hun peger også pilen tilbage på krisecentrene.
- Det er jo dem, der har kendskabet til kvinderne, så det er også op til dem at overlevere den viden, så vores folk i familiehuset kan hjælpe dem bedst muligt videre, siger hun.
Nationale retningslinjer
Trods stor viden om, hvor vigtigt det er at fortsætte indsatsen for voldsramte kvinder efter endt ophold på et krisecenter, stilles der i dag ingen krav til hverken kommuner eller krisecentre om at tilbyde et såkaldt efterværn til kvinderne.
Mangel på den rigtige hjælp kan i værste tilfælde betyde, at kvinderne ender tilbage i voldelige forhold. Sådan lyder bekymringen fra flere eksperter på området.
- Det er misforstået at tro, at bare fordi en kvinde flytter væk fra en voldelig partner, så stopper volden. Den fortsætter verbalt, når hun er på krisecenteret, og ofte også når hun skrives ud igen. Kvinderne har derfor ofte brug for hjælp til at komme videre for ikke at ende tilbage i gamle mønstre, siger Sarah Bøgelund Dokkedahl, adjunkt i psykotramuatologi på Syddansk Universitet.
Hun efterlyser derfor, at det i regeringens kommende handlingsplan mod partnervold og partnerdrab bliver gjort mere tydeligt, hvad et efterværn skal indebære, hvem der har ansvaret for at tilbyde det, og hvordan det skal finansieres.
- Det største problem lige nu er, at der ikke er nogen klare retningslinjer for, hvad der skal ske, når en kvinde flytter fra et krisecenter. Derfor bliver det meget ulige, hvem der får hjælp, og hvilken hjælp de får alt efter, hvor de bor. Både krisecentrene og kommunerne har brug for klare krav til i fællesskab at skabe den bedste indsats for kvinderne, siger hun.
Christina er ikke kvindens rigtige navn. DR kender hendes identitet, men har valgt at lade hende være anonym af hensyn til børnene.