World Cup-finalerne i bueskydning kommer til Odense

Verdens førende bueskytter besøger Odense i september.

Sidste sommer vandt mændene VM-bronze i compound. Nu får de atter chancen, når World Cup-finalen kommer til Odense. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Der skal tages sigte og skydes til måls, når 16 af verdens bedste bueskytter kommer til Odense. Til september skal byen nemlig være vært for World Cup-finalen i bueskydning.

Sidste sommer dannede Christianborg Slotplads i København ramme om VM, hvor det blev til flere danske medaljer.

Nu er det igen lykkedes at tiltrække en stor slutrunde til Danmark, og det vækker glæde hos Rolf Lind, der er formand for Bueskydning Danmark.

- Vi synes, det er utrolig spændende, at vi kan få lov at lave et kæmpestort stævne uden for København og vise bueskydning frem i Odense. Så bliver byen også vist frem ude i verden, siger han.

Bueskydning er ikke en stor sport i Danmark, da der blot er 2.357, som aktivt dyrker sporten.

I Asien er situationen en helt anden. Her følges sporten af millioner af tilskuere, og i Korea er det nationalsporten. Med finalen skulle interesse for sporten dog gerne blive lidt større herhjemme.

- Vi håber selvfølgelig på at få nogle flere medlemmer og udbrede kendskabet til bueskydning i hele landet, siger Rolf Lind.

Ud over finalen i Odense afvikles World Cuppen i tre runder i tre forskellige lande Shanghai i Kina, Medellin i Colombia og Antalya i Tyrkiet.

Facebook
Twitter