16 år på flugt: Nu hjælper Mozhdeh flygtningebørn i Danmark

PORTRÆT: Mozhdeh Ghasemiyani har været på flugt hele sin barndom. Hele vejen holdt hun fast i drømmen om en universitetsuddannelse. I dag bruger hun sine egne oplevelser, når hun hjælper uledsagede flygtningebørn.

Fem-årige Mozhdeh Ghasemiyani gemte sig bag døren til huset, da soldaterne kom. Men hun så alligevel det hele, da soldaterne fra den iranske hær skød hendes mor i hovedet. Tolv gange. Også hendes lillebror blev ramt, mens søsteren undgik skuddene, da hun var løbet efter hjælp.

Soldaterne havde fundet familiens skjulested og var kommet efter Mozdeh Ghasemiyanis far, som i 1984 kæmpede i den kurdiske modstandsbevægelse mod det iranske præstestyre. Men da moderen ikke ville svare, hvor han befandt sig, gik de i gang med at skyde. Da de troede, at både moderen og broderen var døde, gik de igen.

- Det er det værste minde jeg har. Det har sat sig fast, og det er noget hele min familie kæmper med at leve med og acceptere, siger Mozhdeh Ghasemiyani.

Mozhdeh Ghasemiyani (tv.) holder godt fast i sin lillebrors hånd. Billedet er taget tre dage efter moderen blev skudt. (Foto: Foto: Privatfoto © DR / Privatfoto)

Både moderen og broderen overlevede mirakuløst, men moderen mistede halvdelen af sit ansigt, hvor blandt andet kæben, en kind og en del af hendes tænder blev skudt væk.

Oplevelsen er den sværeste i en ellers barsk barndom, hvor Mozhdeh Ghasemiyani konstant var på flugt med hendes mor og sine to søskende.

I dag bruger hun oplevelsen i sit arbejde.

En god nyhed

Da Mozhdeh Ghasemiyani blev født i 1979, fik hun navnet ”Mozhdeh”, som betyder ”en god nyhed”. Forældrene, som var kurdere og aktive modstanden mod det undertrykkende Shah-styre, troede, at der var lyse tider på vej til Iran.

Men da Ayatollah Khomeini og hans præstestyre satte sig på magten i 1979, blev det alt andet end det. Mozhdeh Ghasemiyanis far blev en del af den bevæbnede kurdiske modstandskamp, moderen røg i fængsel med en lille spæd Mozhdeh og en del af Mozhdeh Ghasemiyanis ni søskende flygtede alene som uledsagede flygtningebørn.

Mozhdeh Ghasemiyanis forældre iklædt traditionelt kurdisk tøj (Foto: Foto: Privatfoto © DR / Privatfoto)

- Det var en tilværelse, som var præget af savn og længsel og konstant bekymring for, om min far og mine søskende var ok. Som barn kan jeg huske følelsen af forvirring og usikkerhed, for folk omkring mig forsvandt konstant, siger hun.

Børneleg i ruiner

Resten af barndommen foregik på flugt fra præstestyrets soldater og efterretningstjeneste, som især ville have fat i Mozhdeh Ghasemiyanis far og også hendes mor. Turen gik fra skjulested til skjulested. Altid et nyt sted at sove. De legede på gaden med et støjtæppe af krigsfly og bomber, der sprang i baggrunden, og familien overnattede for det meste under åben himmel. Her havde den lille pige et fast natteritual.

Mozhdeh Ghasemiyani med sit eksamensbevis på John Hopkins University i USA. (Foto: Foto: Privatfoto © DR / Privatfoto)

- Jeg lå der og kiggede efter stjerneskud, så jeg kunne ønske mig det samme, som jeg altid ønskede mig: At vi kom til Europa, og at jeg kunne gå på universitetet. Så havde jeg en forestilling om, at når jeg så kom ind i en klasse, så ville alle se ud som mig, og alle ville elske mig. Kun fordi jeg var mig, siger Mozhdeh Ghasemiyani.

Fordomme på Falster

Lige netop det scenarie var ikke langt borte, da det endelig lykkedes familien at få status som kvoteflygtninge, og som 16-årig kom Mozhdeh Ghasemiyani til Danmark. Familien fik bolig på Falster og Mozhdeh Ghasemiyani var henrykt, da hun fik beskeden om, at hun skulle begynde i en 9. klasse. Men skolegangen stemte ikke overens med drømmene under stjernehimlen.

- Det var en barsk skolestart at få. Folk havde ikke set sådan nogle som os før, og der var mange fordomme og en del racisme. Børnene ville ikke snakke med mig, og ”sorte svin” var nok et af de første danske udtryk, jeg lærte, siger Mozhdeh Ghasemiyani.

På trods af den hårde skolegang lykkedes det Mozhdeh Ghasemiyani at lære dansk med raketfart, og hun blev lynhurtigt en af de bedste i klassen. Moderen, der selv var analfabet, havde stædigt holdt fast i, at hendes børn skulle lære at læse - også selvom de var på flugt og boede i forskellige flygtningelejre i Irak.

- Når vi kom hjem fra skolen i flygtningelejren, skulle vi ofte ned under jorden på grund af bomberne. Og her skulle vi læse, sagde min mor. Så i stearinlysets skær sad mig og min søster med hver vores bog og læste. Det blev min redning, for når jeg læste, kunne jeg fuldstændig glemme bomberne, der sprang og folk, der skreg. For jeg kunne fokusere fuldstændigt på det, der stod i bøgerne, siger hun.

Forstå hvor ondskaben kommer fra

På samme måde blev bøgerne igen Mozhdeh Ghasemiyanis redning, da hun kom til Falster. Hendes fokus var knivskarpt. Hun skulle på universitetet, blandt andet for at komme væk fra øen. Da skolegangen i folkeskolen blev for hård, havde hun et strategimøde med sig selv.

- Jeg tænkte: Hvad er det egentlig, jeg er god til? Det var at overleve krig, at tilpasse mig og at flygte. Så jeg lavede en ny flugtplan, som gik ud på, at jeg skulle flygte fra Falster. Og det, der skulle til, var, at jeg skulle lære dansk hurtigt og have en gymnasial uddannelse, så jeg kunne komme på universitetet.

Det lykkedes til sidst Mozhdeh Ghasemiyani at komme på HF på Katedralskolen i Nykøbing Falster, og hun blev student med det højeste snit i klassen. Hun kom derefter ind på Aarhus Universitet, hvor hun ville læse psykologi.

- Jeg ville forstå, hvor ondskaben stammer fra, og hvad der driver den fremad, siger hun.

Universitetsuddannelse i USA og England

I dag arbejder hun som psykolog, hvor hun blandt andet hjælper uledsagede flygtningebørn. Men på vejen dertil har hun haft en lynkarriere, som tog fart efter tre postmastergrader fra John Hopkins University og George Washington University i USA og Oxford University i England.

Herefter arbejdede hun blandt andet i den amerikanske kongres og senere i Integrationsministeriet i Danmark, hvor hun rådgav om integration. Men nu bruger hun en stor del af sit arbejdsliv på at hjælpe flygtningebørn rundt om i de danske kommuner.

Efter endt uddannelse får Mozhdeh Ghasemiyani arbejde i Kongressen i Washington D.C. (Foto: Foto: Privatfoto © DR / Privatfoto)

- Jeg kan bruge mine oplevelser på den måde, at jeg forstår, hvad der sker med hele familiedynamikken og med ens søskende, når en familie er på flugt fra krig. Jeg har selv oplevet det tæt på, siger hun.

Et håb om, at det vil lykkedes

Mozhdeh Ghasemiyani oplever også, at hendes egen historie giver børnene trøst. Det bliver et bevis på, at man godt kan få en uddannelse og et godt liv, selvom man har været på flugt og nu står midt i en rodløs tid.

- Jeg kan give børnene et håb om, at en dag, skal det nok lykkedes. Det betyder enormt meget, at de kan se, at på trods af, at det kan være svært, er der en vej ud af det her. Der er lys for enden af tunnelen, siger Mozhdeh Ghasemiyani.

I hendes arbejde vender tankerne ofte tilbage til dine lille pige på fem år, der stod gemt bagved døren, mens hun så sin mor blive skudt i hovedet. I dag er Mozhdeh Ghasemiyani taknemmelig for, at hun har fået muligheden for at arbejde med børnene. For hun

har et behov for at give noget tilbage.

- Det er et privilegium at have fået en chance til - at få lov til at overleve og så være stemmen for de børn, som ikke har nogen stemme. At få lov til at fortælle en historie, som de endnu ikke er i stand til. For jeg føler, at jeg skylder mit liv og jeg har et stort behov for at give tilbage, siger Mozhdeh Ghasemiyani.

Blå bog: Mozhdeh Ghasemiyani

  • Født i Iran af kurdiske forældre

  • Kom til Danmark som 16-årig

  • 37 år

Facebook
Twitter