1.700 dør af luftforurening i hovedstadsområdet om året

Alene i København og på Frederiksberg er antallet af for tidlige dødsfald på grund af luftforurening 550.

Det er blandt andet forureningen fra dieselbiler, der er skyld i dødsfaldene, påpeger Miljø- og Fødevareministeriet. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Hvert år mister 1.700 mennesker i hovedstadsområdet livet som følge af luftforurening.

Det viser et svar fra Miljø- og Fødevareministeriet til Socialdemokratiets medlem af Folketinget Lars Aslan Rasmussen, der har bedt ministeriet om en redegørelse.

- Det er et skræmmende højt tal. Man skal huske, det også er familiemedlemmer, der mister en person her, så det drejer sig om endnu flere mennesker, der er påvirket af det på den ene eller anden måde, siger han.

Selvom antallet af personer der er døde på grund af luftforurening i Danmark, er faldet de seneste 20 år - fra 5.600 i 1990 til 3.600 i dag - så er tallet stadig alt for højt, mener Lars Aslan Rasmussen.

- Vi kan ikke, som et af de mest grønne lande i verden, acceptere, at så mange dør af det her, siger Lars Aslan Rasmussen.

I svaret fra Miljø- og Fødevareministeriet til Lars Aslan Rasmussen (S), skriver ministeriet, at det særligt er brændeovne og dieselbiler, der hvert år er skyld i dødsfaldene.

Og det er et højt tal, mener Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.

- Det gør faktisk luftforurening til en af de største risikofaktorer efter rygning, og det betyder, at op mod otte procent af de folk, der dør i hovedstadsområdet, kan skyldes forurening, siger han.

Mens det lovgivningsmæssigt kan have lange udsigter i at gøre noget ved dieselbil-problemet, så er det noget helt andet med brændeovne, mener Kåre Press-Kristensen.

- Langt de fleste har et alternativ, for eksempel fjernvarme eller gas, så det handler bare om at skrue op for radiatoren i stedet for at komme brænde i brændeovnen, siger han.

Overborgmester i København Frank Jensen har for nyligt foreslået, at dieselbiler skal forbydes i København fra 2019.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk