200 nye midlertidige studieboliger er på vej i København

8.400 studerende har akut brug for en studiebolig i København, vurderer Dansk Byggeri

Ved en gammel DSB-bygning på Vesterbro bliver der bygget 200 nye midlertidige studieboliger inden 2020.

Efter flere tusinde kommende studerende i sidste uge fik at vide, at de er kommet ind på en videregående uddannelse, er den vilde boligjagt gået i gang.

Tal fra interesseorganisationen Dansk Byggeri viser, at der er akut behov for 8.400 studieboliger i København alene. På landsplan er behovet 22.000.

Men der er nye boliger på vej, hvis man er klar til at bo lidt anderledes.

CPH Village, der sidste år opførte containerboliger med plads til 164 studerende på Refshaleøen i København, er nemlig klar med 200 nye studieboliger inden januar 2020. Denne gang på Vesterbro i en gammel DSB-ejendom, fortæller Frederik Noltenius Busck, der er direktør.

- De nye bæredygtige studieboliger kommer til at være nogle af de billigste private boliger i København, der kommer til at blive lagt vægt på det sociale fællesskab, og samtidig skal boligerne bygges i træ og kommer til at respekterer det grønne område omkring, siger han.

Lige nu står 5.500 studerende på venteliste til en af CPH Village's nye boliger.

Dansk Byggeri: Midlertidige boliger er den eneste løsning

Manglen på boliger er kun vokset i takt med det høje optag af studerende de seneste år.

Derfor er de midlertidige boliger en nødvendig del af løsningen, siger Sebastian Kaldahl, der er økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

- Mens vi venter på, at det permanente ungdomsboligbyggeri bliver færdigt, så er den eneste løsning, vi har lige nu, de midlertidige boliger, siger han og fremhæver fordelene ved at bygge på den måde.

- Det kan bygges noget hurtigere end de permanente studieboliger, så derfor burde det kunne lade sig gøre at få sat rigtig mange midlertidige boliger op relativt hurtigt, så de studerende kan få en god studiestart og bo der, indtil de finder noget mere permanent, siger han.

Og med det høje antal af akut boligsøgende studerende, undrer det Sebastian Kaldahl fra Dansk Byggeri, at Københavns kommune ikke har udpeget flere steder at bygge midlertidige boliger.

- Fra politisk side virker det til, at man har prøvet at gøre rigtig meget, men fra forvaltningens side er der ikke sket nok. Det må der ikke have gjort, siden vi kun står med 100 midlertidige boliger i dag, siger han.

I Københavns Kommune mener de ikke, at midlertidige boliger er den eneste løsning, men de vil gerne satse meget mere på midlertidige ungdomsboliger, siger Jonas Bjørn, der er politiskordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

- Kommunen kan ikke selv lave ungdomsboliger, så vi er afhængige af, at andre gør det. Derfor skal vi som kommune blive bedre til at give mulighed til dem, der gerne vil lave midlertidige ungdomsboliger, siger han.

Midlertidig bolig er ikke en nødløsning

I 2017 blev planloven i København ændret, så man måtte bygge midlertidige boliger, som kan huse studerende i op til 10 år.

Det blev taget i brug på Refshaleøen, hvor 164 studerende siden sidste år er flyttet ind i containerboliger.

En af dem er 24-årige Jeppe Svan Sørensen.

  • Jeppe Svan Sørensen har et værelse på 20 kvadratmeter i en af containerboligerne på Refshaleøen.
  • Der er 84 containerboliger på Refshaleøen med plads til 164 studerende.
  • Hver studerende har deres eget tekøkken i de midlertidige containerboliger.
1 / 3

- Jeg synes faktisk, at det er ret luksus. Det er lyst og rart, og jeg synes ikke, den måde, det er lavet på med et stort vindue og masser af omgivelser, er spor kompromis-agtig, siger han.

Og udsigten til 200 flere nye studieboliger på Vesterbro, er en rigtig god løsning på de mange studerende, som mangler en bolig, mener Jeppe Svan Sørensen.

- Det er helt vildt fedt. Studieboligkrisen skal selvfølgelig løses, så det er fedt, at der bliver eksperimentet lidt med skibscontainere her på Refshaleøen og trækasser på Vesterbro, som kan flyttes rundt, siger han.

Facebook
Twitter