22-årige Philip er millionær og kører Mercedes - fordi han er god til at spille computer

Portræt: Philip Aistrup er professionel e-sport-spiller i spillet Counter-Strike. En sportsgren i eksplosiv udvikling og som snart kan ende på finansloven.

Der er kun de mest basale møbler på de 117 kvadratmeter. Malerier eller planter er der ingen af.

Selvom her bor en nyrig ung millionær, er lejligheden blottet for bling-bling.

På dørskiltet står der Philip Aistrup.

For mange er det navn nok ukendt. Men tilføjer du Counter-Strike-navnet 'Aizy' med næsten 100.000 følgere på Twitter, vil millioner af e-sportsentusiaster nok genkende ham.

Philip Aistrup er født i Gentofte med en far, der godt kunne lide at spille computer, og en mor, der ikke interesserede sig særligt meget for det. Indtil nu.

I dag bor han i en nybygget lejlighed i udviklingsområdet Sluseholmen i Københavns sydhavn på 6. etage, hvorfra morgenlyset strømmer ind fra de store vinduer.

Han udlever den ultimative drengedrøm og spiller Counter-Strike på e-sportholdet North, der er skabt af FC København og Nordisk Film i 2017.

- På et godt år tjener jeg nok et par millioner. Som 22-årig er det da meget fint, siger han.

- At kunne få lov til at flytte ud i sådan en stor lejlighed, spille for North inde i Parken og have min egen bil. Det er kæmpestort.

Philip Aistrup har ingen uddannelse, men det var alligevel ikke et problem at få banken med på idéen om at investere i lejligheden, der har kostet fem millioner kroner.

- Bankrådgiveren forstod slet ikke, at computerspil var blevet så stort. Jeg har haft hende som rådgiver i et par år, men hun var ret overrasket over, at det var blevet så stort så hurtigt. Men hun kunne jo godt se, at jeg havde penge til det.

E-sport på finansloven

E-sport er vokset ud af drengeværelset og klichéerne om chips-ædende og energidrikkende teenagere er forstummet. I dag er e-sport big business, der omsætter for milliarder verden over.

Det, som nogle vil kalde den ultimative blåstempling af e-sporten, kom for en måned siden, da De Konservative på Christiansborg foreslog, at e-sport skal på finansloven for næste år.

En melding som man på Philip Aistrups hold North har set positivt på, men som organisationen som udgangspunkt har sagt nej tak til, før støtten bliver til gavn for hele branchen.

Midt i e-sportens voldsomme rejse opad, står computerspillerne, der har oplevet den samme opstandelse som sporten.

Philip Aistrup er en af dem, der har været med fra starten. Fra dengang computerspil blev betragtet som nørderi, der foregik i privaten eller fritidsklubben, til i dag, hvor de dygtigste spillere skal skrive autografer og tage selfies med fans og tjener millioner af kroner i løn og præmiedollars.

Philip viser rundt i sin lejlighed, der på samme tid fremstår ryddelig og rodet, som ens første ungdomshybel nok bør være. At kalde Philips indretningsstil for minimalistisk er en ligeså stor underdrivelse som at betegne fodboldlandetsholdets præstationen til EM i 1992 som "okay".

En af de få ting, der står på det ellers tomme køkkenbord, er to store pilleglas med magnesiumkosttilskud og fiskeolietabletter. Det er noget, sportsdirektøren Jonas 'Whimp' Svendsen, har købt til ham, siger han.

- Pillerne skulle hjælpe mig med... Ja, omega. Det hjælper vist i sidste ende med koncentrationen og gør mig mere sund.

Spillede på fars bærbar

Historien om, hvordan Philip fik interessen for at spille computer, ligner nok de fleste drenges.

- Min far spillede Half-Life, Battlefield og Counter-Strike. Jeg fik altid lov til at låne bærbaren og spille nogle timer, indtil jeg fik min egen.

Derfra tog interessen til, og timerne foran tastaturet blev flere og flere. Ikke altid til mors begejstring, for hun kunne konstatere, at engagementet i Counter-Strike var langt højere end i skolen.

- Jeg var meget dårlig til at lave lektier. Det interesserede mig ikke, og mine forældre var ikke helt glade for det. Jeg tog i skole hver dag og var god til at møde op, men. Det har altid været computeren, der har interesseret mig.

Selvom han spillede meget, så var det professionelle liv ikke noget, han på nogen måde havde overvejet.

- Overhovedet ikke. Der var nogle, der havde kontrakter dengang, men det var ikke noget, hvor man kunne leve af det.

- Hvis e-sport ikke var blevet så stort, så ved jeg ikke, hvor jeg var gået hen. Når jeg får spørgsmålet, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var blevet professionel computerspiller, så siger jeg: ”Det ved jeg ikke”. Det kan da godt være, jeg ville gå på universitetet, men jeg ved det ikke.

Bliver doping-testet

Overgangen fra at spille alene på drengeværelset med headset på til at sidde i midten af en fyldt arena med heppende fans er glidende. At spille Counter-Strike som professionel er det samme som at gøre det som amatør, mener Philip Aistrup.

Men der var ét tidspunkt, hvor det for alvor gik op for ham, at han var skiftet til de professionelles rækker. Når doping-testerne kommer forbi e-sportsturneringerne.

- Vi bliver dopingtestet, når vi er ude at spille. Der har været en sag med en amerikaner, der er blevet taget i at have brugt Adderall (ADHD-medicin, red.), hvorefter det er blevet forbudt at tage det, fordi det øger din koncentration. Men det er det eneste, de leder efter, når de dopingtester.

- Det var lidt sjovt i starten, men nu er det sådan lidt… nu skal man sidde med en pind i munden nogle minutter. Det er lidt sjovt, at det er kommet så langt.

Snakken om doping får Philip Aistrup til at reflektere over, hvor hurtigt det er gået for e-sporten. Og for ham.

- For nogle år siden sad du bare og spillede hjemme på dit værelse. Og nu sidder du ude på et stadion og bliver dopingtestet.

Vejen til den første million

- Min første kontrakt fik jeg hos Team Dignitas, i dag hedder de Astralis. Jeg fik en løn på 5-6.000 kroner om måneden. Nu begyndte jeg at tjene bare lidt på det. Men jeg tænkte stadig ikke, at det blev stort.

Philip var 17-18 år, da han fik de første kroner ind på kontoen.

- Mine forældre synes, det var mærkeligt, at jeg kunne tjene penge på det. Det var først, da jeg begyndte at tjene penge, at de tog et skridt tilbage og sagde "gør det, du vil, og så ser vi på uddannelse senere".

De sidste par år er Philip steget i graderne.

- Jeg gik fra de 5-6.000, til 20.000, til 60.000 og så til nu.

Fra Team Dignitas skiftede han til rivalerne fra FaZe, et andet højtrangeret Counter-Strike-hold, inden North-projektet blev præsenteret i 2017, hvor han blev tilbudt en professionel kontrakt.

Arbejder i Parken

North har lokaler i Parken på Østerbro på FC Københavns hjemmebane, og Philip skal møde til træning denne formiddag kl. 10.30. Altså Counter-Strike-træning.

Philip viser ned til bilen; en behændig sort Mercedes, der holder på parkeringspladsen foran hans hjem i Sluseholmen. Han er ikke den eneste i boligblokken, der kan fremvise så ambitiøst et køretøj. Her holder både en Porsche og en Tesla.

Philip Aistrup ankommer til Parken i sin Mercedes. (Foto: Marcel Mirzaei-Fard © (c) DR)

På køreturen mod Parken kommer vi igen til at tale om hans forældre. Man bliver ikke professionel uden at have spillet tusindvis af timer. Blev han mon mødt af den sædvanlige sang om, at man får firkantede øjne af alt det computerspilleri? Og hvad siger han til, at mange familier i dag opererer med 'skærm-tid'?

- Jeg fik lov til at spille, men det var ikke altid, jeg fik lov til at spille hele dagen. Det er selvfølgelig ikke sundt at sidde foran skærmen 12 timer om dagen.

- Så længe du laver noget ved siden af og laver lidt motion, så tror jeg sagtens, man kan putte en ekstra time på, siger han.

- I dag er der jo e-sportslinjer på efterskoler og sådan noget, så jeg tror, de fleste forældre har fået øjnene op for, at det er muligt at blive til noget.

Opbakningen betød også, at forældrene stoppede med at presse på for, at Philip skulle få sig en uddannelse.

- Jeg kan ikke bebrejde dem for at sige, at jeg skal have en uddannelse. Det var jo et kæmpe sats fra mig, at jeg satsede alt på computer.

Far følger med: Var ved at få hjertestop

- Min far er begyndt at følge rigtig meget med i det, jeg laver. Når vi har nogle tætte kampe, får jeg en sms om, at han er ved at få et hjertestop over min kamp. Eller min fars kæreste, der skriver, at hun var nødt til at forlade huset, fordi hun ikke kan holde ud, at min far ligger foran fjernsynet og råber og skriger, siger han med et grin.

Det er straks sværere for moderen at følge med i detaljerne, når hun ser sin knægt spille Counter-Strike. Men det går bedre og bedre.

- Jeg tror, hun har lært det nu, men det tog lidt tid. Hun har jo aldrig spillet. Det har været lidt sværere for hende end for min far, som selv har spillet computer.

Philip Aistrup parkerer sin Mercedes, og følger os op på 5. sal i Parkens kontorbygninger, hvor North holder til.

Han viser de hellige haller, 'the game room', som basalt set er et skrivebord med fem stationære computere. En til hver af Norths spillere.

- Jeg har ikke forstand på, hvad de computere kan i forhold til processor og ram og sådan noget. Det har jeg sgu ikke forstand på.

Udsigten fra træningslokalet i Parken. (Foto: Marcel Mirzaei-Fard © (c) DR)

Udsigten, hvis man holder af fodbold, er fænomenal. Når North træner, er det med ansigtet vendt ud mod Parkens grønsvær. Det kan dog være temmelig svært at koncentrere sig, når der for alvor er tryk på lægterne i Parken.

- Vi spillede herinde på et tidspunkt, hvor der var derby (FCK-Brøndby, red.) Det var lidt svært at spille, når der flyver romerlys og kanonslag over skærmen, så vi var nødt til at stoppe og gå ud og kigge.

- I starten trænede vi også, når FCK spillede, men nu har vi planlagt det sådan, at vi træner hjemmefra, når der er fodboldkampe.

Ikke bange for, at det slutter

Som enhver anden professionel sportsgren er livet som e-sport-spiller barsk. I starten af 2018 valgte ledelsen bag North af skifte markant ud i truppen og trænerstaben efter en række skuffende resultatet for det ambitiøse hold. I den udskiftning røg flere af Philip Aistrups venner af holdet.

Han er dog ikke bange for, at der pludselig kommer et nyt talent, der overhaler indenom og tager hans plads.

- Selvfølgelig tænker jeg over det. Der er hele tiden en, der gerne vil have din plads. Hvis du gerne vil blive siddende, så skal du arbejde for det.

Han er heller ikke bange for, at e-sport er en døgnflue.

- Der er mange unge, der spiller, og Counter-Strike har været her i 20 år. Jeg tror, det er her for at blive. Counter-Strike er kommet for at blive.

Uret viser 10.30. Det er her, vi har aftalt at forlade Philip Aistrup.

Det er nemlig tid til at gå i 'zonen', så han er klar til at lave det næste headshot.

Facebook
Twitter