25-årig såret under knivstikkeri i Greve

En 25-årig kending af politiet er blevet stukket flere gange i kroppen. Han er angiveligt uden for livsfare.

En 25-årig mand er tirsdag aften blevet såret efter et knivstikkeri i Greve. (Foto: Jakob Andresen © DR)

En 25-årig mand er tirsdag aften blevet såret efter et knivstikkeri i Greve. Han er i øjeblikket indlagt på Køge Sygehus. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han er ved at blive opereret, og han er angiveligt uden for livsfare, fortæller efterforskningsleder Jakob Olsen.

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 19.57. Det er foregået i Gersagerparken i Greve.

Ifølge Jakob Olsen er den 25-årige blevet ramt af knivstik flere steder i overkroppen.

Noget tyder på, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø. Ifølge Jakob Olsen er det 25-årige offer nemlig kendt af politiet i forvejen.

Facebook
Twitter