29-årige Sebastian blev opsagt: Coronakrisen rammer unge hårdt

Normalt udgør unge 20 procent af ledigheden, men siden 9. marts er tallet næsten nået op på 30 procent.

Sebastian Grydgaard fra København landede sit

drømmejob
som sælger i bilbranchen i marts, men glæden blev til skuffelse, da han kort inden første arbejdsdag 1. april modtog et opkald fra chefen.

- Han fortalte mig, at på grund af coronasituationen kunne de alligevel ikke ansætte nye medarbejdere, og det var selvfølgelig super ærgerligt, fortæller Sebastian Grydgaard.

Arbejdspladsen satte en stopper for nyansættelser på grund af en forventet nedgang i bilsalget som følge af coronakrisen.

- Jeg blev skuffet og ked af det og var sådan lidt: Hvad skal der ske nu? siger Sebastian Grydgaard.

Den følelse er han langt fra den eneste unge i Danmark, der har stået med i de sidste måneder.

Normalt plejer unge kun at udgøre 20 procent af de ledige, men i perioden siden 9. marts er næsten 30 procent af de nye ledige unge under 30 år.

Det vækker bekymring i flere kommuner, som i den seneste tid har fået mange flere opkald end normalt fra frustrerede unge, der har mistet deres arbejde, og som har svært ved at finde et nyt.

Blandt andet på jobcentret i Næstved Kommune, hvor de får rigtig mange

henvendelser
fra unge, som ellers ikke plejer at have brug for hjælp.

- Vi ser unge, der har haft et fint fodfæste på

arbejdsmarkedet
, men som på grund af corona har mistet deres job. Vi ser også unge, som måske har været i gang med en uddannelse igennem længere tid, men som har svært ved at klare undervisningen online, og som falder fra deres uddannelse af den grund, siger teamleder for ungeområdet Rebecca Helqvist.

Turbo på beskæftigelsesindsatsen

Det er nødvendigt med hurtig hjælp til de mange ekstra

arbejdsløse
unge, mener professor i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard.

- Der kommer hele tiden nye ungdomsårgange ind på

arbejdsmarkedet
, og derfor er der risiko for, at de unge bliver overhalet indenom, siger han.

- På længere sigt kan det gøre, at vi får en generation, som ikke får fodfæste på

arbejdsmarkedet
, og som i en længere periode vil være på offentlig forsørgelse som
kontanthjælp
eller andre ydelser. Derfor er det vigtigt, at vi får sat hurtigt ind, siger Thomas Bredgaard.

Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL, håber også, at der bliver sat turbo på de forskellige

beskæftigelsesindsatser
landet over.

- Det er stærkt bekymrende med den stigende ungdomsarbejdsløshed. Særligt fordi, at hvis de hænger fast i ledighedskøen rigtig længe, så kan det blive kronisk. Så jeg synes, det handler meget om fart – altså om at komme i gang med en indsats for de unge, siger han.

I regeringen er man også bekymret for den stigende ungdomsarbejdsløshed. Her regner beskæftigelsesministeren med at kunne præsentere en række nye

initiativer
for de unge
arbejdsløse
inden sommerferien.

- Både a-kasser og jobcentre er nødt til at have et særligt fokus på at hjælpe og vejlede de unge. Derudover skal vi have de rigtige tilbud med både lærepladser og elevpladser, og så handler det også om muligheden for, at man kan lade sig opkvalificere, siger Peter Hummelgaard Thomsen (S).

Nedlukkede jobcentre har konsekvenser

I går åbnede jobcentrene og den generelle

beskæftigelsesindsats
op igen - med enkelte undtagelser øst for Storebælt - efter en omfattende nedlukning. Og selvom det er gode nyheder, at de unge atter kan få hjælp, vil de nedlukkede jobcentre og den manglende virksomhedspraktik gå ud over de unges mulighed for at komme i beskæftigelse i det næste stykke tid.

Sådan lyder vurderingen fra både professor Thomas Bredgaard, og flere af de jobcentre

DR
har været i kontakt med.

- Når vi ikke har kunnet tilbyde hjælpen, så regner vi også med, at ledighedsperioden bliver forlænget yderligere, siger René Sigaard Mikkelsen, beskæftigelseschef i Jobcenter Vallensbæk.

Sebastian Grydgaard, der for nylig mistede

drømmejobbet
, håber dog ikke, at han skal gå ledig så længe. Han er sikker på, der venter et nyt godt job derude.

- Nu er det bare om at komme op på hesten igen og ud og søge. Ud og snakke med en masse mennesker. Det er vejen frem.

Facebook
Twitter