69 kommuner og regioner vil samle læger under ét tag: Skal løse lægemangelproblem

Flere kollegaer og sparring skal tiltrække flere læger.

Regeringens 'Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse' er på 207,6 mio. kr. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Mens antallet af patienter vokser, bliver der stadig færre læger til at tage blodprøver og ordinere medicin.

I flere kommuner gør man derfor klar til at bygge nye eller renovere eksisterende sundhedshuse for at vende udviklingen. Til det formål har regeringen oprettet en "Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse".

Fristen for ansøgning er netop udløbet, og i alt har 69 kommuner og regioner søgt om penge til enten at udvide, renovere eller bygge nye læge- og sundhedshuse for i alt 932.556.102 kroner, viser en opgørelse fra Sundhedsministeriet.

- Det glæder mig, at der er så stor interesse i at lave flere læge- og sundhedshuse. Det handler både om at sikre god lægedækning i hele landet, men også om nærhed og sammenhæng i behandlingen, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), som fortæller, at der i første omgang er afsat 207 millioner kroner til formålet.

Sundheds- og Ældreministeriet regner med, at ansøgningerne bliver besvaret i slutningen af april.

En af kommunerne er Hvidovre, hvor man vil udbygge det kun ét år gamle sundhedscenter, så også praktiserende læger kan få lokaler under samme tag som blandt andre sundhedsplejen og den kommunale genoptræning.

- Vores sundhedscenter huser alene kommunale funktioner, men vi vil gerne udvide med regionale funktioner og praktiserende læger – det er tanken bag vores ansøgning, siger chef for Center for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune, Nicolai Kjems.

Ifølge ham vil Hvidovre Kommune komme til at mange fire til seks praktiserende læger de kommende år. Og ifølge tal fra de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, er Hvidovre blandt de kommuner, hvor flest læger har sagt nej til nye patienter.

Kan tiltrække flere læger

Men den udvikling håber Nicolai Kjems at vende, hvis kommunen ellers kan få de knap 35 millioner kroner, som man har søgt fra regeringens "Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse".

- Noget af det, vores eksisterende læger siger, er, at de gerne vil være en del af et anderledes arbejds og opgavefællesskab. Det er udslagsgivende for, om læger ønsker at slå sig ned i en given kommune. Og det vil vi være offensive på, siger Nicolai Kjems

Med sundhedshusene kan flere læger samles under ét tag, og det er ifølge organisationen Yngre Læger den rigtige vej at gå, hvis man skal lægemanglen til livs.

- Vores medlemmer siger, at det handler meget om at have kollegaer og et godt uddannelses- og arbejdsmiljø. Det, kunne man godt forestille sig, kunne opstå sådan et sted (i læge- og sundhedshusene, red.) på en god måde, siger Helga Schultz, der er formand for Yngre Læger.

Også hos De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har de god fidus til de større læge- og sundhedshuse, som giver lægerne mulighed for at dele personale, hvilket kan lette lægernes arbejdsbyrde.

Formand for PLO i Region Hovedstaden, Karin Zimmer, tror også, at lægehusene kan tiltrække yngre læger:

- Der er en del læger i dag – især i hovedstaden – som sidder i nogle utidssvarende lokaler. Det handler især om muligheden for at få personale i klinikken, siger hun.

Spørger man patienterne, så er en samling af sundhedstilbud også at foretrække. Det mener Morten Freil, der er direktør for Danske Patienter.

- I dag oplever mange patienter, at der ikke er nogen sammenhæng i behandlingen mellem det, der foregår på hospitalet, i kommunen og hos egen læge. Så det, at man prøver at samle nogle aktiviteter i større sundhedshuse, skaber forudsætningerne for en bedre og mere sammenhængende behandling for patienterne, siger han.

Regeringen har for nylig aftalt en sundhedsreform med Dansk Folkeparti, hvor man ønsker at poste yderligere fire milliarder kroner i opførelsen af moderne læge- og sundhedshuse.

Den plan kræver dog, at aftalepartierne har flertal efter det folketingsvalg, der skal afholdes inden 17. juni i år.

Facebook
Twitter