Ældre forargede over rengøringen: 'Ville politikerne selv bo i det møg?'

I Helsingør Kommune kan ældre fremover se frem til 45 minutters rengøring hver tredje uge.

Veninderne Anne-Marie Jørgensen og Nina Carstens Jørgensen frygter, hvordan det bliver kun at få rengøring i 45 minutter hver tredje uge. (Foto: © John Johansen- DR)

I Helsingør bor de to veninder og genboer Anne-Marie Jørgensen på 82 år og Nina Carstens Jørgensen på 84 år.

Den ene kæmper med smerter i ryggen. Den andens ryg er faldet helt sammen.

Begge må de støtte sig til en rollator, og derfor får de rengøring gennem kommunen hver anden uge.

De er enige om, at der hurtigt bliver beskidt derhjemme, selvom rengøringen kommer hver anden uge.

Og fra årsskiftet kan de se frem til endnu mindre rengøring.

Der går de fra 60 minutters rengøring hver anden uge til 45 minutter hver tredje uge.

Det er en konsekvens af det budget for næste år, som Helsingør Kommune har lavet.

- Jeg synes simpelthen, at det er forfærdeligt, siger Anne-Marie Jørgensen, og hendes veninde stemmer i:

- Man er bange for, at politikerne tænker, at det ikke betyder noget, fordi vi ikke kan høre så meget og ikke kan se så meget, siger Nina Carstens Jørgensen.

Nina Carstens Jørgensens ryg er faldet sammen efter mange år som sygeplejerske. (Foto: © John Johansen- DR)

Helsingør Kommune skal spare 46 millioner kroner i næste års budget, fordi de blandt andet skal bruge flere penge på botilbud og handicapområdet.

- Regeringen har anerkendt, at vi har en udfordring på det specialiserede område, men har sagt, at kommunerne selv skal løfte det, og det eksploderer under os. Derfor har vi skullet finde penge andre steder, siger Mette Lene Jensen (V), der er viceborgmester i kommunen og kandidat til folketingsvalget.

Viceborgmester i Helsingør Kommune, Mette Lene Jensen (V), forklarer, at byrådet ikke har været glade for budgetaftalen. (Foto: © John Johansen)

Beskæringer i kommunerne

Ældresagens lokalafdeling i Helsingør har kæmpet mod besparelser på rengøring til ældre. Formand Manfred Dietrich frygter, at det for mange ældre endnu ikke er gået op for dem, hvad konsekvenserne bliver.

- Det må jo være en menneskeret, at man får gjort rent, hvis man ikke selv kan gøre det, siger han.

Formanden for Ældresagens lokalafdeling i Helsingør har kæmpet for, at kommunen ikke skulle spare på rengøring til ældre. (Foto: © John Johansen- DR)

Viceborgmesteren i Helsingør er heller ikke tilfreds med resultatet, men der var ikke andre muligheder, da alle områder ifølge hende skulle gennemgås for besparelser.

- Det har ikke været sjovt, det har ikke været et budget, hvor vi har været glade. Vi kan ikke løfte alt i kommunerne, så hvis politikerne på Christiansborg vil sætte krav om at løfte det specialiserede område, så skal der sendes penge med, hvis vi ikke skal spare andre steder, fortæller Mette Lene Jensen (V).

Spørgsmål til politikere

For Anne-Marie Jørgensen og Nina Carstens Jørgensen er spørgsmålet om værdighed i ældreplejen det vigtigste emne til folketingsvalget, og derfor vil de gerne spørge politikerne på Christiansborg, om de ville være tilfredse med 45 minutters rengøring hver tredje uge.

- Ville politikerne selv bo i det møg?, spørger Anne-Marie Jørgensen.

- Jeg kan godt forstå, at Nina og Anne-Marie er bekymrede for, hvordan deres hjem kan komme til at se ud, siger social- og ældreminister Astrid Krag (S).

- Nu handler det her ikke om mig, men om de ældre, der nu en gang har behov for hjælp, og de skal have den hjælp, og det er også vores politiske opgave at prioritere, siger Mette Abildgaard, der er ældreordfører for Konservative.

Ifølge hende vil Konservative vil lade det være op til den enkelte ældre at bestemme, hvad de har brug for. Derfor vil partiet genindføre klippekortsordningen og fordoble det. Med klippekortsordningen tilbydes de ældre ekstra hjælp hver uge, og de kan selv bestemme, hvad den ekstra tid skal bruges til.

- Jeg vil love, at jeg vil kæmpe for, at Nina og Anne-Marie får muligheden for at vælge, hvad der er vigtigt for dem. Og hvis det er rengøring, så er det det, de skal have, siger ældreordføreren.

Spørger man social- og ældreminister Astrid Krag, så skal kommunerne have tilført flere penge, i takt med at der kommer flere ældre.

- Vi har i vores 2030-plan vist, hvordan vi kan sørge for, at pengene følger med, når der kommer flere børn og flere ældre, så vi kan holde hånden under velfærden, siger Astrid Krag.

- Hvorfor gav I så kommunerne en så stram budgetramme for næste års økonomi?

- Det er jo svære tider i vores økonomi lige nu. Det er det både for familierne, og det er det også for samfundet. Men det ændrer ikke ved, at vi i de sidste tre økonomiaftaler har løftet kommunernes økonomi mere, end man gjorde i de foregående ti til sammen, siger Astrid Krag.

Helsingør Kommune er ikke den eneste kommune, der skal spare på ældreområdet. Også Slagelse og Frederikshavn skruer ned for rengøringen, mens andre kommuner skruer ned for aktiviteter og skærer i personale.