- Vi søger kollegaer.
Skiltet med lige netop den tekst bliver man mødt af på døren til flere københavnske caféer og restauranter i øjeblikket.
For der er massiv mangel på det personale, der både skal lave og servere den mad, vi gerne vil have, når vi tager på restaurant.
Det gælder blandt andet på Bjarke Just Nielsens seks restauranter, der er beliggende i indre København og på Vesterbro. Her har manglen på tjenere og kokke kombineret med en højsæson, hvor personalet også selv skal afvikle sommerferie, ført til, at man omsætter for mindre end normalt, trods der aldrig har været flere kunder i biksen.
- Hvis der normalt er kapacitet til, at der kan komme 100 spisende gæster ind på en aften, så kan vi lige nu kun tage 60 gæster ind, på grund af medarbejdermangel, siger han.
Derfor bliver de knappe ressourcer smurt ud som et tyndt lag smør på Bjarke Just Nielsens restauranter. På den franske bistro Gabrielle har han for eksempel valgt at holde lukket til frokost hen over sommeren, fordi der er for mange huller i vagtplanen.
Christer Bredgaard genkender også, at det er svært at følge med højsæsonens mange gæster, når man har svært ved at rekruttere det nødvendige antal kokke og tjenere. Han har to restauranter i København. Her er manglen på både tjenere og kokke kommet så vidt, at han på den ene restaurant har lavet et særligt menukort til sommerperioden.
- Vi har ændret på vores udvalg af retter om aftenen, vi arbejder på at lave nogle lettere arbejdsgange for køkkenet, og så har vi også måttet sige nej til gæster på de aftener, hvor vi ikke har kunne fylde vagtplanen ud, fortæller han.
De to restaurantejere er langt fra de eneste, som har svært ved at rekruttere personale.
De nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser nemlig, at mere end halvdelen af forsøgene på at rekruttere personale i hotel- og restaurationsbranchen i hovedstaden mislykkes. På landsplan er det 39 procent af alle rekrutteringsforsøg i hotel- og restaurationsbranchen, der mislykkes.
Og det er ikke noget, man skal lade gå ubemærket hen, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl.
- Det er alvorligt for både virksomhederne, men også helt overordnet set for den danske økonomi, fordi det kan betyde et tab af vækst, siger han.
En varm kartoffel
Fra politisk side er der flere redskaber i skuffen, man kan tage i brug. Folketingsmedlem Lean Milo fra regeringspartiet Moderaterne har et klart svar på, hvordan problematikken skal løses.
- Reglerne for at rekruttere arbejdskraft uden for Danmark og EU skal lempes. Formodningsreglen skal afskaffes, siger han.
For de to restaurantejere Bjarke Just Nielsen og Christer Bredgaard, vil det bestemt være en stor hjælp, hvis det blev lettere at hente kokke og tjenere udenfor EU. Lige nu kigger Bjarke Just Nielsen slet ikke udover Danmark og EU’s grænser efter arbejdskraft, da det er alt for svært og indviklet.
- Hvis vores rekrutteringsmuligheder bliver lempet og gjort lettere, vil det helt klart være en stor hjælp, siger han.
Men det er lettere sagt end gjort. Det er nemlig ikke alle, der priser den løsning velkommen, fortæller arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl.
- Problemet er, at parterne står så vidt forskellige steder. Arbejdsgiverne synes, at det er en rigtig god ide at gøre det lettere at få arbejdskraft udenfor EU. Omvendt er lønmodtagerne virkelig imod det, fordi de er bange for, at det vil presse deres lønninger ned, siger han.
Også politisk skiller arbejdskraft fra tredjelande vandene. Folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti Nick Zimmermann synes, det er en stor fejl, hvis man afskaffer formodningsreglen.
- Hvis vi henter arbejdskraft til Danmark fra eksempelvis Pakistan, Vietnam og Kina vil lønningerne blive dumpet markant i den danske restaurationsbranche, siger han.
Mangel på arbejdskraft forbliver en varm kartoffel i fremtiden, forudser arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl.
- Vi kommer nok til at opleve, at rekruttering og fastholdelse bliver et mere eller mindre permanent problem på det danske arbejdsmarked, siger han.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet har grundet sommerferie ikke haft mulighed for at stille op.
Bedre arbejds- og lønvilkår
Hos 3F København genkender man ikke, at hotel- og restaurationsbranchen forgæves forsøger at rekruttere tjenere og kokke. De mener snarere, at det handler om at tilbyde nogle bedre arbejds- og lønvilkår.
- Flere arbejdsgivere, der regelmæssigt klager deres nød, kunne passende starte med at tegne en overenskomst og tilbyde både nuværende og kommende medarbejdere fair og grundlæggende arbejds- og lønvilkår, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.
Opfordringen er derfor klar fra 3F København til de københavnske hoteller, caféer og restauranter.
- De skal reklamere med, at de har en spændende branche i et levende København, og så skal de reklamere med, at de betaler en ordentlig løn, og der er gode arbejdsvilkår både om aftenen og i weekenderne, siger John Ekebjærg-Jakobsen.