Afdelingslæge efter flere fejl i Sundhedsplatform: Hvor opstår den næste fejl?

Efter flere medicinfejl i Sundhedsplatformen føler afdelingslæge på Rigshospitalet Anders Peter Skovsen, at det er utrygt at udskrive medicin til patienterne.

Anders Peter Skovsen mener, at medarbejdernes konstruktive kritik bliver betegnet som "manglende tilpasningsevne" af regionspolitikere og ledelsen i Region Hovedstaden. (Foto: Anders Peter Skovsen © (c) DR)

- Hvor opstår den næste fejl? Hvad er det næste, jeg skal prøve at være forudseende for?

Spørgsmålene kommer fra Anders Peter Skovsen, som er afdelingslæge på Rigshospitalet. Han arbejder dagligt med det udskældte it-system Sundhedsplatformen.

Den seneste tid har DR P4 København bragt flere historier om forkerte medicindoseringer forårsaget af fejl i Sundhedsplatformen. I oktober kom det frem, at it-systemet var skyld i en fejl, hvor der blev skrevet en forkert medicindosis på mærkaterne på de pilleglas, som patienterne henter på apoteket.

Og torsdag i denne uge kom en ny fejl så frem, hvor det viste sig, at 446 doseringer eller recepter på medicin kan vise sig at være forkerte.

Efter fejlene føler Anders Peter Skovsen, at det er utrygt at arbejde med systemet:

- Der er ingen som helst måde, jeg kan kontrollere for de her fejl. Vi kan ikke se de fejl, der opstår. Vi kan ikke se, at der er udskrevet en forkert medicinlabel, når den bliver trykt nede på apoteket, siger Anders Peter Skovsen og fortsætter:

- Vi har ingen mulighed for at sikre, at den behandling, vi giver vores patienter, rent faktisk er den behandling, de får, og det er enormt utrygt, og det er et knæk i læge-patient forholdet, synes jeg.

Fejlene har også haft betydning for Anders Peter Skovsens dagligdag på hospitalet:

- Efter de her sager er kommet frem, gør det, at jeg måske sikrer mig en ekstra gang, at patienterne har forstået, hvordan de skal tage medicinen. Det skal helst ikke blive sådan, at man ikke tør stole på det, der kommer ud af printeren på apoteket, siger han.

Region H: Vi er ikke arrogante

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, så lytter hun til utrygheden.

- Vi er alle sammen meget opmærksomme på, at medicinmodulet har voldt rigtig store problemer, og vi er derfor også i fuld gang med at forbedre det, så man kan føle sig tryg ved at gå på arbejde og ikke skulle tjekke medicinering flere gange i frygt for at gøre noget forkert, siger hun.

Men Anders Peter Skovsen føler ikke, at kritikken bliver hørt.

- Opfattelsen er, at opad i systemet blandt regionspolitikere og ledelsen i vores region (Hovedstaden, red.), at den konstruktive kritik, vi føler, at vi er kommet med, betegnes som klinikerstøj eller manglende tilpasningsevne hos læger og andre sundhedsprofessionelle. Det er enormt arrogant egentlig, synes jeg, siger Anders Peter Skovsen.

Dét er Sophie Hæstorp Andersen ked af at høre, men hun anerkender ikke, at regionspolitikere har mødt kritikken med arrogance.

- Vi har taget rigtig mange af de ting til os, som man (personalet. red.) har peget på, og derfor er jeg rigtig ked af, at der er blevet skabt en stemning af, at man ikke lytter, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun forklarer, at politikerne fra starten har stillet spørgsmål til implementeringen og løbende afsat penge til at imødekomme problemerne. Den proces satte man yderligere fart på, efter at Rigsrevisionen i juni i skarpe vendinder kritiserede implementeringen af Sundhedsplatformen, siger hun.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi desværre ikke er i mål endnu, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes ikke, at regionsrådspolitikerne virker arrogante. Tværtimod. De tager ofte ud for at lytte til medarbejderne og tager det med videre i vores dialogforum, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Facebook
Twitter