Alarm 1-1-2: Kunstig intelligens skal hjælpe med at opdage hjertestop i tide

Et computerprogram med kunstig intelligens lytter med som en del af beredskabet, når du ringer 1-1-2 i Region Hovedstaden.

Et computerprogram med kunstig intelligens har siden 1. september lyttet med på 1-1-2 opkald til Region Hovedstadens Akutberedskab. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Det er ikke længere blot ansatte i akutberedskabet, der lytter, hvis du ringer 1-1-2 til den medicinske afdeling og eksempelvis fortæller, at du har fået pludseligt opstået åndenød.

Siden 1. september har et computerprogram med kunstig intelligens lyttet med på 1-1-2 opkald til Region Hovedstadens Akutberedskab. Den kunstige intelligens er del af et nyt forskningsprojekt, der undersøger, om hjertestop kan opdages tidligere.

- Hvis man ringer 1-1-2, så vil vores paramedicinere og sygeplejesker tage telefonen, og de vil så prøve at finde ud af, hvad der er galt, og om man skal sende en ambulance med udrykning, siger Freddy Lippert, der er direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab og fortsætter.

- I praksis vil den kunstige intelligens så lytte med på samtalen.

Og ud fra det vil den kunstige intelligens så analysere på, om der er tale om et hjertestop, siger Freddy Lippert.

- Hvis den kunstige intelligens mener, at det her kunne være et hjertestop, så vil den sende en advarsel til vores personale og så sige "mistænkt hjertestop", og hvis personalet så ikke selv har mistænkt det, så vil de så reagere på den advarsel, de får.

Ifølge Freddy Lippert vil beredskabspersonalet selv i 75 procent tilfælde ud fra forskellige spørgsmål kunne finde ud af, om patienten i den anden ende har hjertestop.

Den kunstige intelligens har i de undersøgelser, der er lavet indtil nu vist, at den kan finde 90-95 procent af hjertestoppene.

- Den kunstige intelligens kan således hurtigere og mere præcist finde de opkald, der vedrører hjertestop, siger Freddy Lippert.

Den kunstige intelligens vil lytte med på 1-1-2 opkald, indtil forskningsprojektet har fået indsamlet tilstrækkelig med data til at afgøre, om kunstig intelligens kan bruges permanent.

Begejstring hos Hjerteforeningen

I Hjerteforeningen er man begejstrerede over, at kunstig intelligens bliver taget i brug i kampen mod hjertestop. Det er nemlig altafgørende for den, der rammes af hjertestop, at man får den rigtige behandling hurtigst muligt siger Hanne Balle, der er rådgivningsleder i Hjerteforeningen:

- Kort sagt kan man sige, at det handler om liv og død. Jo før folk får en behandling, jo større er chancen for at overleve – og jo større chance er der for at overleve til et godt liv, siger hun.

Hanne Balle håber, at man i fremtiden vil kunne bruge kunstig intelligens i flere sygdomstilfælde.

- Man kan forestille sig, at der også er store perspektiver i forhold til at stille diagnoser på andre sygdomme som blodpropper i hjernen og hjerneblødninger, siger Hanne Balle.

Tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at op mod 4.000 borgere årligt rammes af et hjertestop uden for hospitalet – flere af dem i eget hjem.

OPDATERET. Det er tidligere fremgået i artiklen, at personalet ved 1-1-2 i dag selv kan opdage to ud af tre hjertestop (66 procent). Det er en fejl, personalet ved 1-1-2 opdager i dag omkring 75 procent af hjertestop.

Facebook
Twitter