Alternativet efter borgmesters farvel: Nu skal vi se fremad

- Vi skal nok komme videre og få en god borgmester, lyder det fra forperson i Alternativets bestyrelse i København.

Niko Grünfeld undskyldte i går for urigtige oplysninger om CV og forhold om indretning. Men det var altså ikke nok til at blive på posten. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Alternativet i København skal se sig om efter en ny kultur-og fritidsborgmester, efter at Niko Grünfeld har valgt at trække sig.

Det sker, efter at Radio 24Syv har afsløret, at oplysninger på hans cv var forkerte, og at han har brugt godt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor.

Alternativet i Københavns Borgerrepræsentation bakker op om Niko Grünfelds beslutning om at forlade posten, siger gruppeformand, Franciska Rosenkilde.

- Jeg synes, det er trist, at udviklingen er kommet hertil, men jeg synes også, det er en meget ansvarlig og rigtig beslutning, Niko har taget. Den bakker vi selvfølgelig op om, siger hun.

Niko Grünfelds farvel møder også opbakning fra Alternativets bestyrelse i København, siger forperson Matthew Daniali, der samtidig peger på, at partiet nu skal se fremad.

- Vi er jo kede af, at det skulle føre til, at Niko nu har trukket sig. Men samtidig er jeg helt overbevist om, at vi nok skal komme videre og få en god borgmester, for vi har nogle gode borgerrepræsentanter i gruppen, siger han.

Ved kommunalvalget i november sidste år blev Niko Grünfeld den helt store stemmesluger for partiet med 4.005 personlige stemmer. Det gav ham den første borgmesterpost for Alternativet i hovedstaden.

Derfor er det også en uvant situation, partiet nu står i, siger Matthew Daniali.

- Det er jo ikke en hverdagssituation for os, så det er noget, vi lige skal forholde os til og finde ud af, hvad vi gør herfra, siger han.

Afløseren for den afgående kultur- og fritidsborgmester bliver formentlig først fundet i næste uge, vurderer Franciska Rosenkilde.

- Det er en proces, der kommer til at tage lidt tid, og jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad der kommer til at ske, siger hun.

Den første kandidat har dog allerede meldt sig på banen. Til Politiken har Badar Shah, der sidder i Borgerrepræsentationen for partiet, fortalt, at han er én af kandidaterne til at overtage borgmesterposten.

Selvom Niko Grünfeld stopper som borgmester, fortsætter han i Borgerrepræsentationen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Niko Grünfeld selv.

Facebook
Twitter