Der er selvfølgelig penge at tjene, men det er ikke den eneste fordel, som Anna Johansen fra København oplever ved at leje sit arvede porcelæn, lysestager og terriner ud til fester.
- Lejeren kommer selv og henter tingene, og så møder man nogle søde mennesker og får nogle sjove historier. De ting, jeg alligevel har stående, bliver brugt, og det skåner miljøet. Det synes jeg ikke er en dårlig ting, siger Anna Johansen om sin sidegeschæft.
Hun er en af flere danskere, som Magasinet Penge i aften fortæller om. Nemlig private, der udlejer ting, som måske står ubrugt hen på loftet eller i garagen.
Hjemmeside gør arbejdet for Anna Johansen
Anna Johansen bruger hjemmesiden www.jepti.dk til at udleje sine ting, som også tæller en plasticbakke, hun selv har opfundet, så man kan spise stående. Men hun kan også selv finde på at leje fra andre.
Ved at bruge en hjemmeside slipper hun for besværet med aftaler og forsikring, siger Anna Johansen:
- Jeg har oprettet mig på jepti.dk, hvor man kan leje og udleje ting. Det tager lige et minut at oprette sig, men det er utroligt nemt og trygt, for de er forsikrede, siger hun.
Den ekstra indtjening lokker
Mens andre danskere har bil og hus at udleje og kan have en pæn indtjening, er det dog ikke store summer, som Anna Johansen hiver hjem ved at udleje arvestykkerne:
- De ting, jeg har valgt at udleje, giver ikke det store. Men man tjener trods alt lidt. På den måde synes jeg, at det er fint. Man er politisk korrekt og tjener lidt penge samtidigt, siger Anna Johansen.
Magasinet Penge på DR1 ser nærmere på markedet for privatudlejning i aften kl. 21.55.