Babyboom lige nu: Forældre planlægger sommerfødsler

Der bliver født flest babyer om sommeren. Det skyldes blandt andet, at forældre planlægger sommerfødsler, forklarer jordemoder.

På Hvidovre Hospital - der har landets største fødeafdeling - stiger antallet af fødsler med omkring ti procent i juli, august og september. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

Der er ikke meget feriestemning på landets fødeafdelinger.

Sommermånederne er nemlig det tidspunkt på året, hvor der kommer flest babyer til verden.

På Hvidovre Hospital - der har landets største fødeafdeling - stiger antallet af fødsler med omkring ti procent i juli, august og september.

- Det er jo nemmere at gå tur, når vejret er godt, og så bliver hun ikke så meget syg på grund af kulden.

Nafisa Ali Vistrup, nybagt mor

Og det er ikke helt tilfældigt, siger Dorte Dahl, der er chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital.

- De forældre, der gerne vil planlægge det, vælger ofte en sommerfødsel. Så de har mulighed for at holde barsel sammen i sommermånederne, siger hun.

Nogle af dem, som netop gik efter at få en sommerbaby, er Nafisa Ali Vistrup og Christian Holm Vistrup. For fem dage siden kom deres datter Angelina til verden på Hvidovre Hospital.

- Jeg havde tænkt på, at det ville være nemmere om sommeren, der er for eksempel flere sygdomme om vinteren, siger Nafisa Ali Vistrup og uddyber.

- Det er jo nemmere at gå tur, når vejret er godt, og så bliver hun ikke så meget syg på grund af kulden og på grund af andre, som kommer besøg og kan smitte.

Christian Holm Vistrup mener også, at det er en fordel, at hans datter blev født om sommeren:

- Jeg havde nok ikke tænkt ligeså meget over det som Nafisa, men nu er det i hvert fald nemt, når man kommer hjem og skal stille hende udenfor uden at pakke hende alt for meget ind, siger den nybagte far.

- Vi har ekstra jordemødre og beredskab på, så der er ingen fare ved at føde om sommeren, siger Dorte Dahl, som er chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital. (Foto: Nanna Mortensen © (c) DR)

Men selvom der bliver født flere babyer på fødeafdelingerne de næste måneder, så er der ingen grund til bekymring, hvis man er en af dem, der venter et sommerbarn. Fødeafdelingerne er nemlig godt forberedt, siger Dorte Dahl:

- Vi er vant til, at der er ekstra fødsler om sommeren, og det planlægger vi efter. Vi har ekstra jordemødre og beredskab på, så der er ingen fare ved at føde om sommeren, siger hun.

Også på Nordsjællands Hospital i Hillerød oplever personalet flere fødsler i sommermånederne, men her er man også forberedt:

- Vi har altid mest travlt om sommeren, men vi tilrettelægger det sådan, at vi har flere på vagt i løbet af sommeren, siger Peter Hornnes, som er ledende overlæge på Nordsjællands Hospital i Hillerød på Føde- og Gynækologisk Afdeling.

På hospitalernes fødeafdelinger i Roskilde, Herlev og på Rigshospitalet kommer storken også oftere på besøg i sommermånederne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.