Babylykke: Borgmester gravid med anonym donor

Roskildes borgmester, Joy Mogensen, venter sit første barn. Hendes afløser i barselsperioden er fundet.

Joy Mogensen har ikke en kæreste og har været spændt på folks reaktioner på nyheden om, at hun skal være "solo-mor". (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Roskildes 38-årige borgmester, Joy Mogensen (S), er gravid og venter sit første barn til oktober.

Joy Mogensen går senest på barselsorlov, når kommunens budget for næste år er færdigt til september.

Som barselsvikar på borgmesterposten i perioden frem til sommeren 2020 har Socialdemokratiet udpeget formanden for Plan- og Teknikudvalget, den 48-årige Tomas Breddam (S).

Og der er fuld opbakning til afløseren, fortæller Joy Mogensen.

- Han arbejder rigtig meget for klimaet og for at videreudvikle vores velfærd, så jeg er helt tryg ved, at han kommer til at fortsætte det arbejde, vi har i gang i Roskilde Byråd.

Anonym donor

Joy Mogensen har ingen kæreste for tiden, og hun er derfor blevet gravid med en anonym donor.

- Det er en rigtig stor ting at få et barn. Det er faktisk noget af det største, der kan ske i ens liv. Så jeg har i hvert fald håbet, at jeg kunne finde en mand at få det sammen med, siger hun.

Derfor har det også været en stor beslutning at få barnet alene, og en beslutning hun har været meget spændt på at dele med offentligheden.

- Jeg har været rigtig nervøs for, hvordan folk ville tage imod det. Men jeg er jo taknemmelig for at leve i et samfund, hvor det har været muligt at få opfyldt denne her drøm, og jeg er så taknemmelig og overvældet over folks positive reaktioner, siger hun.

Udover at sidde på borgmesterposten i Roskilde er Joy Mogensen også formand for KL's Socialudvalg. Her vil Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S), træde til som afløser i barselsperioden.

Facebook
Twitter